Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
Efter Middag i Går gik jeg så til Horsbøl, der ligger helt ude ved Havet. Vejen der fører derud er belagt med Klinker. Alle de andre Veje derude er omtrent ufremkommelige om Vinteren. Mange af dem står også under Vand. Det er jo udprægede Marskegne her omkring, om Vinteren er her trist herude, men om Sommeren må her være herligt, grønne Marker alle Vegne, hvorpå der bevæger sig tusinde og atter tusinde af brogede Kreaturer, Heste og Får. Man får Fornemmelsen af, at Bonden har det godt herude, – men – ja, det er vel et af de Ord, der bliver mest brugt her i Verden, hvad fortæller det os da? At han måske ikke er så lykkelig og glad endda. Der var engang, da Friesland levede i Fred og Lykke, men så fandt en af deres egne på at ophidse en Oprørsånd i blandt dem, og drev den til Krig, de bukkede under, og blev mildt sagt revsede for deres Forseelse.
Der gik en Tid, så korn Oprørsånden igen, og denne Gang med Forgøglende Hjælper i Følge, de lod sig rive med igen, vandt Sejr på Valpladsen, men førtes som fangne hjem igen af deres Hjælpere. Frieserblodet kogte, men han følte Jernhånden, og betvang den.
Der gik en Tid, så kom Hjælperne igen:”Vi hjalp Jer, nu må I hjælpe os”. Hvad det kostede, vidner de lange hvide Tavler om derhenne i den stolte Kirke med de forgyldte Bogstaver. Hvad hjalp det at svare:”Hvorfor?” Svaret lød kun “selvforskyldt”. Fastere og fastere blev Jernhåndens Tag, Friesernes stejle selvstændige Frihedsfølelse krænkedes og kvaltes mere og mere, og til sidst fyldtes Hadet i dem, mod deres Tyraner. Mennesker der må leve med Had i deres Hjerter, kan ikke opleve Livets Fylde og Rigdom helt ud, de går tilbage, bliver ensidige og forkrøblede i åndelig Henseende. På dets Bekostning udvikler sig det materielle Sind og Mennesket går op i tomme Livsbetragtninger og Nydelser.Så vidt var det dreven til herude igen. Så kom Hjælperne igen, måtte de ud og kæmpe, alle måtte med, forgøglede man dem igen for deres Fremtid stod på Spil.
Der gik år. Vildt rasede den onde Krig. Endelig begyndte de at komme hjem igen, men mange kom aldrig tilbage. Derhenne i den Gård, jeg før beundrede, går en grånende Mor og sørger over hendes to dejlige Sønner, der blev derude. Faderen går omkring med mørk Mine, stejlhård og forhærdet, ham rører ingen Lærkesang om Frihed og Liv mere. Han har forlængst tabt Troen og Håbet og Forestillingen om den Slags Ting.
Der henne i det Hus midt i den grønne Græsmark, ligger det kønt og tiltalende, derinde går en Mor med sine to småpiger. Far blev der ude. Livets Sol er dalet ned for hende. Døgnet er intet for hende mere, blot Længslen har hun i sig.
Ja, sådan leves der herude i det skønne Friesland, herligt og frodigt som det ellers er. Alt ånder tungt, alt ånder Tomhed omkring dem. Lysalfens hule Ryg fik de i Stedet for Liv i Frihed og Glæde.
Nu kæmpes der om dem igen. Selv har de opgivet at kæmpe og tage Del i Striden. De bæres hen hvor Strømmen at en eller anden Grund tvinger dem. Fra Nord strækker Frihed og Liv og Fred sin Hånd ud efter dem, de føler den dragende Magt, men kan ikke befri sig for Jernhånden, det dristige Mod, den virkelige Kraft og Energi til Kamp for Frihed og Lykke har de ikke.
Oh! -hvordan mon det går?-.
Jeg når et lille Hus ved Vejen, lidt før jeg når Horsbøl. På Døren er klæbet en Seddel hvorpå der stod Skreven:”Gott Wollen uns behlitten, dass wir Friesen nicht werden Jilten”. “Gud vil os bevare, så at vi Frisere ikke bliver Jyder”. Jeg studsede lidt, for jeg kunne ikke få det rigtig til at rime, at her skulle bo dansksindede Folk, hvad jeg havde fået opgivet.
Jeg gik ind, og traf en Frieserpige ene hjemme, da vi havde fortalt hinanden hvem vi var, og blevet klar over hvor vi havde hinanden, sagde hun, at hun nødvendigvis skulde bort den Eftermiddag, men jeg skulde blot komme igen en anden Dag og tale med hende. Hun var husholderske for en gammel Mand, der var på Rejse helt oppe i Nørrejylland i disse Dage. Han havde ligget Soldat i Århus, og var jo begejstret for, at komme derop nu efter 55 års Forløb. Hun gik nu med ud sammen med mig, da vi kom uden for Døren udbrød hun pludselig:
“Men hvad er nu dette, nu har de Unger været på Spil igen”. Jeg blev lidt befippet ved sådan et Udbrud fra en Jomfru skøn, men idet hun rev Sedlen af Døren, fortalte hun, hvordan de hver eneste Dag blev drillet på den Måde, og nu forstod jeg hendes Ærgrelse. Vi forlod Huset, og gik snart hver til sit. Jeg gik hen til Gårdejer Max Peters. Gården ligger som alle Gårde herude, på en Høj, for Vandets Skyld, man kan også tidligt se, hvem der nærmer sig Huset. Da jeg nåede Gården, var der ingen hjemme, undtagen Datteren.
Ved at underholde mig lidt med hende, opdagede jeg, at hun var en ung smuk og bly Pige, med gode Evner og et oplagt Sind. Lidt efter kom to andre unge Piger, og vi havde så et livligt og frisk Samvær, til Max Peters kom hjem sammen med sin Kone. Vi hilste på hinanden, og han bød mig straks ind i et andet Værelse, hvor han straks gik til Sagen, og bekendte sin Mening klart og tydeligt på følgende Måde:
“Jeg er i Grunden Slesvig-Holstener, men den Tanke bør vi opgive, den har dog ingen Fremtid for sig. Nu ser jeg sådan på det, Preussen hader jeg, Slesvig-Holstener er jeg ikke mere, det er håbløs Tanke, vor bedste og lykkeligste Tanke er mod Nord. Jeg ser det sorte Uhyre komme væltende fra Syd. Jeg holder af min Hjemstavn og mine Omgivelser, og derfor kan jeg ikke andet end stemme dansk, mine Forældre stemmer for Danmark. Og tænker jeg i mit stille Sind over Sagen, så er der andre Følelser, der gør sig gældende. Dansk Patriot er jeg, og kan jeg ikke blive, men alle mine Sympatier for Danmark, og så bliver det vel også muligt at leve i og under det som er dansk, og med Tiden føle sig hjemme i det.”.
Mødet vi havde den anden Aften, gjorde god Virkning, ikke overfladisk set, men underhånden, meget mere end nogen aner. Kr.Reinholt’s jævne, hjertelige Optræden betog dem fremfor J.Momsens brovtende Optræden.
Jeg blev der nemlig til Klokken 6 om Morgenen, ikke for Fornøjelsens Skyld, men jeg fik derved manges Meninger at kende, og det er jeg sikker på, det giver et stort Antal danske Stemmer her i Horsbøl på Afstemningsdagen.
Jeg kørte også sådan Lassen til Vands over for en hel Forsamling, at han måtte give mig en Undskyldning for hans Udtalelser om Pakkerne:
“Jeg er jo Handelsmand ved siden af mit Landbrug, forsatte han, og på den Måde kommer jeg rundt til mange, og skal nok få deres Meninger at vide, og bestandig fæstnes min Tro, da jeg var i Flensborg forleden, var Stemningen afgjort, at 40% vil stemme for Danmark, jeg tror altså bestemt at Afstemningen vil falde glædeligt og fornuftigt ud. Han viste mig også intime Breve han havde fået, der bidrog til at begrunde hans Udtalelser, så fik jeg en Del Navne afklaret, hvem der var tilgængelig og pålidelig, og hvem vi ikke kunde regne med, og så indbød han mig til at være hans Gæst om Aftenen, i Max Peters Hjem.
Vi var ude at se hans Besætning, og bagefter spiste vi Aftensmad. Jeg måtte som Gæst, på Frisisk Maner sidde til Højbords, han selv satte sig ved Siden af.
Bagefter legede vi og sang, og inden jeg skulde af Sted, fik jeg dem til at synge Friesersangen, som lyder ret ejendommeligt. Da jeg gik tilbage til Emmersbøl i den stjerneklare Aftenluft, fyldtes mit Sind med Tak og Glæde, og Bøn til Gud, med Tak for det Indtryk og de Oplevelser Dagen havde givet mig, og med Bøn til Gud om, at disse gode Hjems Suk og Længsel ikke måtte være forgæves.
Da jeg kom til hjem til Kroen, var der lukket alle Vegne, og ingen var det muligt at banke op. Jeg sprang ind af et Vindue, og fandt op i Seng, så Krokonen fik heller ikke noget ud af sine Planer denne Gang.
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
