Søren Outzen fra Trelborg ved Brede blev uddannet som soldat i 1916, men deserterede i september 1916. Han opholdt sig i Danmark og Norge de følgende 2½ år, men vendte i februar 1919 hjem til Sønderjylland – hvor han blev arresteret for faneflugt og ført til kasernen i Neumünster. Her stak han imidlertid af den 2. marts 1919 og begav sig nordpå. Om aftenen den 3. marts nåede han Flensborg.

Jeg slap uden mistanke herfra næste morgen og tog ad biveje over Kliplev til Nr. Hostrup, hvorfra jeg uden „Ausweis” kunde tage med lillebanen til Løgumkloster. Sent paa aftenen naaede jeg hjem, overtræt og stadig usikker, om jeg eftersøgtes eller ej. Mine forældre var naturligvis lykkelige over at se mig igen. Men for alle tilfældes skyld syntes vi at jeg maatte se at komme over grænsen hurtigst muligt.

Det skete saa næste dag. Jeg genoptog mit afbrudte højskoleophold i Lyngby. „Jeg sagde det jo“, bemærkede Rosendal tørt ved min ankomst. Men fader havde efter min ufrivillige transport sydpaa skrevet til advokat Andersen og forklaret ham det skete, hvorover denne blev meget ulykkelig.

Og kammeraterne paa skolen viste mig nu ogsaa en ugestid gamle aviser, hvori der stod en advarsel til sønderjydske rømningsmænd mod at tage hjem og melde sig til myndighederne, da en enkelt af de hjemvendte var blevet holdt tilbage og ført til Neumünster til en uvis skæbne. Det var altsaa mig, som dog nu var rømmet for anden gang.

Senere kom der til mit hjem en skrivelse fra Neumünster med meddelelse om, at min sag var blevet behandlet ved en krigsret, men i henhold til amnestiloven af November 1918 — som altsaa ogsaa gjaldt den dag, jeg blev holdt tilbage i Flensborg — hævet. Det hele viste sig saaledes at være underordnede instansers lyst til at optræde paa egen haand og sige et sidste farvel til Nordslesvigs danske ungdom, som man ikke havde evnet at vinde for den prøjsiske aand. Efter endt skoletid kunde jeg da roligt rejse til mit hjem og aaret efter afgive min stemme til fordel for Danmark.

DSK-årbøger 1948