Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Kl. 7 skulde jeg atter op for at holde Øje med Franskmændene. Da jeg havde holdt Udkig en Timestid, kom der en Officer i fuld Trav og efter ham en Tjener, som holdt sig for Næsen og klagede sig som en Kvinde.

Da de var kommen ned i Hulen, forklarede han, at han var falden over en Træstamme og havde slaaet Næsen itu. Nu var Klokken bleven 9, og jeg blev afløst. Jeg gik ned til mine Kammerater, tændte Lys og spiste saa mit sidste Stykke Brød, hvorefter jeg skrev til mine Søskende.

Jeg sad længe og tænkte paa, hvor herligt det maatte blive at komme hjem og faa Lov til at gaa frit omkring uden at ængstes for de dødbringende Granater. Under saadanne Tanker maa jeg være falden i Søvn, thi pludselig vaagnede jeg ved en voldsom Allarm; hele Bakken rystede, som om den skulde styrte sammen, og vi fik snart at vide, at Franksmændene gjorde Forsøg paa at tage Bakken i Besiddelse igen, og det saa i længere Tid ud til, at det skulde lykkes dem; flygtende Infanterister forsikrede, at om 10 Minutter vilde Franskmændene være i Besiddelse af Bakken.

Da vi saa vilde forlade Hulen, var Gangen saa fuld af Mennesker, at det var umuligt at komme ud, og saa maatte vi lade os tage til Fange, men i sidste Øjeblik blev Franskmændene slaaet tilbage.

En Time senere blev det ganske roligt igen og vi lagde os til at sove til næste Dag Kl. 8; saa kom Afløsningen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).