Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juli 1916 befandt sig ved Somme.

Vores situation var alt andet end rosenrød. Det fjendtlige artilleriild samlede sig igen på vores stilling, for – syntes det – at begynde det samme teater som på forreste stilling. De gevaldige nedslag fra de store granater, som de smed en masse af, gjorde os halvt vanvittige. I det mindste var der forplejning her. I Hem var et proviantlager, som nu blev rømmet.

Det forlød, at vi skulle afløses, men endnu en gang skete intet, indtil vi endelig blev trukket ud natten mellem den 3.-4. Jeg gav kompagniet ordre til at samles i Meislain, at have ført mandskabet samlet tilbage, ville have været vanvid. Så måtte vi endnu en gang løbe for livet ud af det fjendtlige artilleris mur af ild. Det var et pænt stykke, for langt ind i baglandet holdt modstanderen alle veje under kraftig beskydning. Men vi kom igennem, vi kom i kvarter, kunne vaske os, gå frit omkring og hørte nu blot den fjendtlige trommeild i det fjerne. Nu skulle de arme nerver, der i de forgangne dage havde været spændt til bristepunktet, endelig have fred. Jeg var selv noget nedtrykt, utilfreds, i dårligt humør, nedslået, jeg kan slet ikke beskrive min tilstand. Jeg kunne ikke være alene på mit værelse, så blev jeg grebet af angst. Det var mig, som om væggene skulle styrte sammen over mig og slå mig ihjel. Enhver kraftig lyd, enhver pludselig bevægelse fik mig til at fare forskrækket sammen. Om natten kunne jeg ikke sove, kort sagt, mine nerver var fuldstændig færdige.

Det skete ikke for mig hverken før eller siden, men – som allerede sagt – tiden op til offensiven havde været urolig for mig, og så var det vel også hårdere for mig at komme direkte fra mit fædrene hjem til denne afskyelige Schamassel, i modsætning til hvis jeg allerede havde befundet mig i skyttegraven.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)