4. januar 1915. “I et tysk Hjem bør der ikke findes Kager i denne Tid!”

Senest ændret den 7. januar 2015 14:51

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Naar Tyskland mangler 40 Millioner Centner Hvede i Krigstid

“Spis kun Krigsbrød.” – “Kun Hvede til syge og svage.” – “Ikke spilde Krummerne.”

Medens der i Danmark maa anvendes megen Sparsommelighed med Rug, for hvilken der maa fastsættes Maksimalpriser, er Løsenet i Tyskland nu: Spis kun Rugbrød og lad være at bruge Hvedemel, undtagen hvor det kræves til syge og svage.

Forholdet er nemlig det, at medens Tyskland under almindelige Forhold faar en Tilførsel af 40 Millioner Centner Hvedemel fra Udlandet, saa er Landet som Følge af Krigen nu afskaaret fra denne Tilførsel.

Der klages allerede over, at der er brugt alt for meget Hvedemel til Kager i Juletiden. Det hedder formanende: Spar ikke paa den hjemlige Arbejdskraft, paa Tjenestetyende osv., saa længe I kan betale dem, men vær sparsommelig med Fødemidlerne, selv om I ogsaa kan betale dem! Omgaas ærbødigt med Brødet, hedder det videre, og taal ikke, at Børnene lader Brødkrummer ligge efter Maaltiderne.

For at spare paa Hveden har Regeringen bestemt, at der ved Fremstillingen af Hvedebrød skal iblandes 10 Procent Rugmel. Og for at økonomisere med Rugen, har regeringen bestemt, at der (allerede fra 1. December sidste Aar) ved Fremstillingen af Rugbrød skal anvendes 5 Procent Kartoffelmel. Brød, der fremstilles med en Tilsætning fra fem til tyve Procent Kartoffelmel, har officielt faaet Navn af Krigsbrød, og med fed skrift indprentes det Folket: Spis Krigsbrød, handl i Fædrelandets Aand. Tyske mænd gør deres Pligt i Felten! Tyske Kvinder, vis I den i Hus og Hjem!

Og med endnu større Skrift hedder det sluttelig: I et tysk Hjem bør der ikke findes Kager i denne Tid!

Havren blandes med Sukker

I berlinske Blade anbefales det ifølge “Hejmdal” at blande Havren med Sukker for at faa det forhaandenværende Forraad af Havre til at slaa til. Under normale Forhold er Tysklands Havrehøst i Stand til at dække forbruget, men Krigen har forøget Forbruget i en ret betydelig Grad. Seks Dele Havre kan blandes med en Del Sukker, og derved kan opnaas at Forraadet kan “strækkes” , saa der maaske endog er Mulighed for, at en betydelig Del kan blive fri til Brug for menneskelig Næringsmiddel.

Rationeringskort

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *