Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.

Om morgenen den 26. juni var vi i Peronne. Her erfarede vi, at den sværeste ild i tre dage havde ligget på de forreste stillinger og hvilekvarterer. At det var tilfældet, kunne vi høre, for den brølede uophørligt fra fronten. Peronne havde også fået sin bekomst, fjenden havde flere gange beskudt byen, sandsynligvis for at forstyrre togtrafikken. Combles, der havde været udsat for en vanvittig ild, var fuldstændig rømmet og næsten helt sønderskudt. Vi kørte først til trænet, som lå i Meislain. Jeg vil aldrig nogensinde glemme det syn, vi så, da vi nåede en forhøjning, hvor vi kunne overskue terrænet. En eneste tæt mur af røg, sådan markeredes det sted, hvor skyttegraven lå. De enkelte nedslag var ikke længere synlige i den tykke røg. Gud fader i himmelen, og der skulle vi hen. Det var med en fandens ubehagelig fornemmelse, men hvad nyttede det?

Ved trænet klædte jeg mig hurtigt om, byttede orlovsuniformen ud med skyttegravstøjet. Tæpper og det øvrige nødvendige blev pakket sammen, og så gik det videre, indtil videre med vogn til Le Forêt, hvor vores regimentsstab sidst havde haft til huse. Min Gud, hvor så også denne landsby ud, at et område kan ændre sig så meget på så kort tid, det tror man ikke er muligt. Staben var ikke længere i Le Forêt, men i en kommandostilling i Maurepas. Vi måtte nu sende vognen tilbage, luften var blevet for ”tæt” til, at det var muligt komme videre i den, desuden var gaderne slemt sønderskudt.

I regiments kommandostilling traf vi regimentschefen såvel som brigadechefen. De herre synes overordentlig glade for at se os, hilste os på det hjerteligste, ja sågar en flaske vin blev fundet frem for at vedekvæde os tørstige sjæle. Vi skulle først til aften rykke frem til vores kompagni (det 8. kompagni lå i afsnittet ”Den neutrale lund”) og ved samme lejlighed tage forplejningstropper fra feltrekrutdepotet med frem. Cheferne bad os om at indgyde folkene i forreste linje mod. Der ville snart komme erstatning og forstærkninger, såvel infanteri som artilleri, modstanderen vil umuligt kunne bryde igennem. Jeg tænkte mit, de herre vidste vist kun alt for godt, hvor svagt vores mandskab var og hvor ringe især vores artilleri var.

Vi skulle træffe kompagniet fra rekrutdepotet i Forêt, så vi måtte tilbage dertil. De ankom ved aftentid i skumringen, alle læsset med levnedsmidler og drikkevarer. De unge knægte, der endnu ikke havde været i skyttegravene, skulle vi nu føre frem. Jeg må sige, de opførte sig godt, og hvis de ikke kunne udføre deres opgave, så var det ikke deres skyld.

Vi tog af sted. Vi kom hele tiden tættere på uvejret. De fjendtlige granaterne slår allerede ned til højre og venstre, foran og bag os, og griber efter vores kroppe med deres skarpe, hårde kløer. Så må man blive liggende en stund og lade ilden rase ud for så med stormskridt at skynde sig igennem det beskudte område. De brave rekrutter følger hele tiden med i samlet flok. Vejen er ikke nem at finde. Den gammelkendte egn har ændret sig til ukendelighed. Her er feltjernbanen, men hvor ser den dog ud. Det ene granathul tæt ved det næste, sveller og skinner kastet mellem hinanden og sammenfiltret i et forfærdeligt kaos. I det mindste giver banedæmningen nogen dækning. Indtil nu er alt gået godt, mærkværdigvis er ingen blevet såret. Nu må vi over til venstre, dér 100 m fremme er en skråning, der giver rimelig dækning, og hvor et reservekompagni fra vores regiment ligger. Alle mand frem, råber jeg, og spænder af sted. Da slår det med et drøn ned kort bag mig, og da jeg ser mig om, ligger et par af vores brave folk uden at røre sig. Men der er ikke tid til at bekymre sig om de døde. Nu er jeg fremme ved den beskyttende skråning og i reservekompagniførerens dækningsrum. Jeg har kun tanke for en ting, noget at drikke, men der er intet. Vandledningen er for længst skudt over og der er ingen brønde eller bække. Men vi har jo vin med til tropperne i forreste linje, hit med et par dråber, før jeg går til.

Et stod mig klart, det var umuligt for en enkelt person at føre reservedepotets folk, der var fuldstændig ubekendt med egnen, frem. I terrænet frem mod stillingen, som blev stadig kraftigere beskudt, var de med stor sikkerhed kommet fra hinanden, og da de ikke kendte området, var de sandsynligvis ikke kommet det rigtige sted hen. Der var nødvendigt at dele dem i små grupper med hver deres egen fører. Løjtnanten fra reservekompagniet lovede at ville sørge for det. Men nu måtte vi videre.

Sammen med en officerskammerat fra 5. kompagni, der skulle ligge ved ”Det skarpe hjørne”, og to menige, begav jeg mig på vej. Jeg havde givet mit bundt med tæpper osv. til en menig, hvem det var, ved jeg ikke, så heller aldrig manden igen, for knap var vi ude af det beskyttende dækningsrum og inde i infernoet, der syntes at kaste hele sin overflod af vrede imod os, før begge soldater var væk. I øvrigt var de anstændige nok til aflevere mine ting ved 8. kompagnis feltkøkken.

Vi to officerer hastede videre alene. Hvorhen? Ja det var ikke så nemt, for de løbegrave, der kunne lede os på vej om natten, var stort set forsvundet. Marken lå udtrakt i det svage månelys med det ene granatkrater efter det andet, kun enkelte steder kunne vi genkende brudstykker af den tidligere skyttegrav. Så styrtede vi videre i den retning, mens det med stadig større voldsomhed hylede imod os, og med forfærdelig bragen og gurglen slog ned i jorden. Døden red på hastige fjed gennem luften og grinede hånligt, mens han så på de to mennesker, der stred sig gennem hans rige. Men le blot du knoglemand, endnu har du ikke fat i os. Dér, et dækningsrum til et reservemaskingevær. Hurtig ind for at give de gispende lunger et hvil, så videre. Men jeg nåede ikke frem til 8. kompagni, dagen gryede, og at fortsætte ved højlys dag hen over åben mark ville være selvmord.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)