Matthias P. Branderup fra Rødekro blev indkaldt i december 1914 og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 37 på vestfronten. Først på året 1916 lå regimentet ved Verdun.

At der i løbet af vinteren skulle ske noget ekstraordinært her ved Verdun, blev vi klar over allerede først på vinteren. En bredsporet bane blev anlagt ind gennem skoven tæt ind til vor stilling, og alt hvad der skulle bruges til en storoffensiv blev tilkørt. Især artilleriammunition. Hele bjerge hobede sig op.  Det var jo selve kronprinsens 5. armé, som skulle foretage dette fremstød og indtage Verdun. Alt var forberedt i alle enkeltheder. Verdun skulle falde og gøre vejen fri til Paris, og dermed gøre en afslutning på krigen.

Der var mange, som for nemheds skyld havde ladet skægget stå. Men kort før offensiven fik vi udleveret gasmasker. Da disse skulle slutte tæt til kinden, så måtte skægget jo falde, og det var ganske pudsigt, at mange, som vi gik og troede var en 30 – 40 år gamle, pludselig ikke var stort ældre end vi andre glatragede. Det var vistnok om ved samme tid, at vi fik vore hjelme ombyttede med stålhjelme, som var mere beskyttende.

Der skulle uddannes stormtropper, og vor delingsfører spurgte, om nogle ville melde sig frivilligt. Begejstringen var ikke særlig stor, da vi nok var klar over, at det var en farefuld bestilling, så der var kun enkelte, der trådte frem.

Men så kan det nok være, at vor løjtnant blev vred: “Kan I unge mennesker virkelig være bekendt, at de ældre gifte mænd skal påtage sig dette ? Frem med jer.”

Og så var der ikke andet at gøre, vi måtte frem. Nu var der også det, at denne løjtnant var den flinkeste og mest afholdte, vi havde. Men det var nu alligevel både første og sidste gang, jeg meldte mig frivilligt til nogetsomhelst.

Så gik det løs med at tage forhindringer. Med eller uden gasmasker. Det med gasmasker var for mig noget af det værste. Måske har den jeg fik ikke været i orden. I hvert fald sørgede jeg for altid at have en pind til at stikke ind under elastikken, så jeg kunne trække vejret ad den vej.

Før offensiven var vi i lang tid ikke tilbage i hvil, og lusene tog overhånd. Vi sad så udenfor vore bunkers for at aflive disse vore plageånder. Æggene brændte vi med vore cigaretter. Der var i denne tid ikke lejlighed til at blive aflusede.

(Efter Matthias P.  Branderup: Verdenskrigen 1914 — 1918, renskrift af upublicerede erindringer på Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)