Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingevær ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Den 30. oktober havde hans stilling været under beskydning med gasgranater og mange kammerater var angrebet. Selv var han dog tilsyneladende sluppet. Men det var en stakket frist.
Jeg sov endnu fast, da jeg midt om Natten blev vækket af Vagtposten, der kom ravende ind i vort lille Hulrum. Han vilde kun melde, at han ikke mere kunde se.
Jeg for op og mærkede straks, at det heller ikke var rigtigt fat med mig. Vi fik de andre vækket og halede dem ud i det fri. Vi var alle syge. Ingen kunde se. Øjnene var helt opsvulmede og tillukkede, og Svælget var saa angrebet, at vi næsten ikke kunde tale.
Saaledes virkede altsaa Gassen.
Det var givet, at vi maatte sygemeldes. Jeg vidste, at Officererne laa i en Kælder i et Hus længere oppe paa Chausseen. Der maatte Kompagniføreren være. Jeg begav mig straks paa Vej. Med Fingrene kunde man nok lukke Øjnene en Smule op, saa man lige kunde skimte noget. Jeg fandt ogsaa Huset og Kælderen og snublede over en Del Officersben. Ejermændene begyndte at bande og skælde ud.
Jeg undskyldte mig saa godt jeg kunde, for se kunde jeg ikke noget. Jeg fik ogsaa min Melding afleveret. At det ikke var Bluf, kunde de nok se paa mig. De anbefalede mig at faa fat i en Ambulance. Men hvorfra? Det var en hel anden Sag.
Jeg naaede omsider igen tilbage til mine Kammerater. Vi besluttede at afvente Morgengryet, før vi vilde begive os paa Vej. I Nattens Mørke var det næsten haabløst for os at finde tilbage. Det var slemt nok i Forvejen.
Vi ordnede alt til Afmarch og begav os, saa snart vi syntes, det kunde gaa an, af Sted. Og jeg maa sige, det blev en drøj Tur. Vi havde jo det tunge Maskingevær, Ammunitionskasser, Beholder til Kølevandet og vor egen Stormbagage at slæbe paa. At vi kunde lade hele Skidtet ligge, tænkte vi slet ikke paa. Dertil var Disciplin og Forordninger alt for indprentet.
Naar vi et Øjeblik stod stille, kunde vi med Anstrengelse rive Øjnene en lille Smule op, saa vi kunde se gennem en lille Sprække. Saa skyndte vi os af sted, før Øjnene igen var helt lukkede, hvorefter vi ravede endnu en lille Strækning frem i Blinde.
Dette gentog sig i det uendelige. Paa den Maade tilbagelagde vi ca. femten Kilometer og naaede efter mange Timers Anstrengelse Landsbyen Priches, hvor Kompagniet laa. Vi var ikke mange sure Sild værd og blev straks indlagt i Regimentets Infirmeri, hvor vi fik den første Behandling. Man aabnede Øjnene paa os og strøg med en Pensel en Salve over Øjeæblet.
Det var modbydeligt, for man indsmurte ogsaa Øjenvipperne, og de gik med ind under Laagene, saa man havde nok at gøre med at faa dem pillet ud igen; men hvor det hjalp. Efter ganske kort Tid kunde man se klart igen. Smerter og Svie var borte.
De beholdt os i Infirmeriet, og det gik snart op for os, at Meningen hermed var, at alle, som laa der, saa hurtigt som muligt, skulde skrives rask, for at de igen kunde sendes ud til Fronten. Der kunde alt bruges, ingen undværes. Vi havde begaaet en stor Fejl. Vi skulde have meldt os direkte i et Lazaret. I den Forfatning, vi var i, havde vi desværre ikke skænket det en Tanke.
Begivenhedernes Gang medførte dog, at vi ikke kom til at bøde for den Fejl. Fronten blev hver Dag trukket tilbage. En effektiv Modstand var ikke mere mulig.