Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.
Flensborg den 31.10-1916.
Min egen Kæreste! – Der er Formiddag, men jeg maa helst faa skrevet, for nu har jeg ikke skrevet til dig i hele to Dage!
I Søndags var jeg i Dalsgaarde. Vi rejste med 10 Toget, kom saa der ud og spiste Andesteg, det var noget vi kunde lide. Elsa havde stadig intet hørt fra Jørgen, alt er jo forfærdelig pinagtigt. Som hun sagde, hvem ved, om han ikke er bleven Sindsyg, og ingen Ting kan gøre rede for. Sidst han var hjemme, klagede han over sit Hoved, det kunde ikke holde til det hele. Og der er jo ogsaa den Mulighed, at han kan ligge og være forblødt, uden de har funden ham, hvis han er funden.
Der er jo nok en Sanitetssoldat, der har skrevet til Elsa, at han har forbunden ham og det er ikke er farligt, men det kan man jo ikke regne med. Der imod har hans Sidekammerat, en Mand fra Nordborg, skrevet hjem til sin Kone, at Jørgen beholdt jo sine Lemmer. Men han vidste jo heller intet om, hvor han var. Det er jo mærkeligt, det hele. Men det er jo frygteligt, den ene Dag efter den anden at gaa i den Uvished og Spænding, det kan man jo nok forstaa. Det er jo alligevel godt, at hun nu har sine Forældre hos sig, ellers var de jo frygteligt ensomt. […]
Meta bragte mig en Pose med Æbler og Pærer. Og af Elsa købte jeg lidt Mel. […] De tjener jo ogsaa godt, som alle andre Landmænd i disse Tider.
Toget hjem var saa overfyldt at jeg fik Plads i en Kupé mellem bar Soldater en tog Pus paa Skødet og jeg havde saa Lis. De var fra Sundeved og Omegn de fleste. En fra Landbjerg. Jeg kendte dem ikke, men de snakkede temmelig ufordulgt til trods for at der ogsaa fandtes Marineofficerer i Kupeen. Men de forstod dem rimeligvis ikke. En laa i Hamborg, han sagde, at det var frygteligt der. Der var faktisk intet at faa. Stakkels Dorthea. Men jeg kan heller intet sende, for først maa vi tænke paa os selv i disse Tider. Vinteren bliver drøj, kan du stole paa. Jeg gruer.
I Gaar fik vi Kartoffelkort, der giver et [pund] Kartofler pr. Mand om Dagen. Det er ikke meget, mange Steder leves der jo udelukkende ved Kartofler. Det er ikke til at høre til den lille Befolkning. I Gaar købte jeg 20 Stk. Hvidkaal, 6 Rødkaal og 50 Rødbeder. Nu skal jeg have fat i nogle Kaalrabi ogsaa. Men man kan jo risikere, at de stjæler een det hel fra.
En af Soldaterne [sagde/fortalte], at der fra en Gaard paa Sotrup Mark, var stjaalet et helt Spisekammer. De gaar ud fra, at det er Folk fra Sønderborg, der har været ”langs”, og værre vil det blive, naar Vinteren kommer. – Marie Warming har forlovet sig igen, det er en Mejerist, hun har rimeligvis været sammen med ham. Men han er jo da hjemløs, saa ham faar hun vel Lov at beholde. […]
Nu lige kom der en Vareprøve fra Hans, den indeholdt den dejligste Flæskesteg! Jeg kan sagtens, naar de underholder os, mærkeligt nok kan Pengene alligevel ikke slaa til. Nu har jeg ingen Breve haft fra dig siden Lørdag, men jeg ved jo Grunden, saa gør det knap sa meget, skønt jeg længes efter at høre fra dig, selvfølgelig.
Saa ved jeg ikke mere at fortælle dig i Dag, men saa er du min egen Ven, som jeg tænker saa meget paa.
Din Ellen
(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)