H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.
Berlin den 30. September 1918.
Da jeg i Morges kom hen i Rigsdagen, var der kun forholdsvis faa Medlemmer i Læsesalen. Efter Opfordring oversatte jeg de nyeste Telegrammer fra Ententelandene af de lige ankomne danske Blade. Alt var i Forventning om kommende store Begivenheder.
Ved Middagstid udbredtes „B. Z. am Mittag” med Efterretningen om, at Rigskansler Grev Hertling og Statsskretær v. Hintze var bleven afskedigede.
Finansudvalgets Møde var fastsat til Kl. 2. Da jeg vilde gaa op i Udvalgssalen, stødte jeg sammen med en Flok østerrigske Journalister.
Dr. Friedegg, som var i Spidsen, raabte til mig: „Bulgarien er haabløs,” og viste mig derpaa et Nummer af „Neue Wiener Journal”, som han lige havde modtaget.
„Forholdene er meget alvorligere, end Offentligheden har faaet at vide,” sagde han. „Censuren undertrykker Efterretningerne. Pressens Meddelelser er forfalskede og værdiløse.”
Erzberger kom gaaende, og jeg meddelte ham, hvordan Sagerne stod. Han bad om at faa det paagældende Nummer af „Neue Wiener Journal” og andet Materiale, som de østerrigske Journalister var i Besiddelse af, for at benytte det under Partiførernes forestaaende Forhandlinger.
I Salen mødte jeg først Hoch. Vi talte om Hertlings Efterfølger. „Det bliver under ingen Omstændigheder Fyrst Bülow,” sagde han, „imod ham har vi allerede nedlagt bestemt Indsigelse, da vi havde den sidste Kanslerkrise. Det maa være en Mand med en pletfri Fortid. Vi fastholder vort Standpunkt, om ikke efter Bogstaven, saa dog i alt væsentligt.”
Ebert gik forbi, og jeg spurgte ham, naar Udvalgets næste Møde vilde blive afholdt. „Bestemt kan jeg ikke sige det,” svarede han, „men saasnart Krisen er løst. Der vil gaa nogle Dage. Først maa vi være enige om den nye Regerings Program, dernæst maa vi være enige om Personspørgsmaalene.De vil derfor ikke forsømme noget ved at rejse bort til den 3.”
Da Mødet aabnedes, var der forholdsvis faa Medlemmer i Salen. Vicekansler Payer traadte højtideligt ind, ledsaget af en Del højere Regeringsembedsmænd og Militære, deriblandt General v. Wriesberg, som saa meget nedbøjet og lidende ud.
Understatssekretær Dr. Kriege, en af dem, der har Hovedansvaret for Brest-Litowsk-Freden og den rumænske Fred, og som i Foraaret var højt oppe, var ogsaa paafaldende duknakket.
Formanden berigtigede kort en Meddelelse i Dagspressen og gav derefter Ordet til Vicekansleren. Payer oplæste derpaa med kraftig Stemme og større Myndighed end den, der har præget hans Udtalelser i den senere Tid, det kejserlige Reskript om Grev Hertlings Afskedigelse som tysk Rigskansler.
Erklæringen blev modtaget med dæmpede Bravoraab.
Ebert foreslog saa at udsætte Møderne, indtil Krisen var hævet.
Ledebour og Dr. Cohn nedlagde Indsigelse og forlangte Rigsdagen indkaldt straks. Men Eberts Forslag blev vedtaget med alle Stemmer imod to.
Efter at Mødet var hævet, gik jeg ind i Læsesalen, hvor jeg efter Opfordring af Haase oversatte de skandinaviske Blades sidste Depecher om Bulgariens Sammenbrud. Da jeg derefter gik ind i Skriverstuen for at renskrive Oversættelsen, kom Eduard Bernstein hen til mig og indledte en Samtale.
„Krigen vil være endt om fire Maaneder,” sagde han, „længere vil den ikke kunne fortsættes, thi Staterne bryder sammen.”
Han var meget optaget af de amerikanske Afsløringer vedrørende den tyske Generalstabs og tyske Regeringsmyndigheders Forbindelse med Bolshevikerne. I Hovedsagen var Meddelelserne fra Washington sikkert rigtige. Han havde allerede siden December i fjor vidst, at Lenin og Trotzki havde faaet Penge af Tyskland. I Februar var dette bleven stadfæstet overfor ham af en særdeles velunderrettet Diplomat.
I Foyeren traf jeg Hr. v. Grabski, som kom fra Svejts.
„Hvad nyt?” spurgte jeg. „I Svejts er alle overbeviste om Tysklands nærforestaaende Sammenbrud,” svarede han, „thi Ententens Overmagt er nu knusende. Tyskland vil blive nødt til at antage Wilsons Fredsbetingelser, og der vil endvidere blive krævet, at Kejseren og Regeringen skal stilles for en Krigsret, og at Freden skal sluttes i Berlin.”
Da der fra alle Sider regnes med, at Landdagen i en nær. Fremtid vil blive opløst, fordi Indførelsen af den almindelige Valgret i Preussen vil blive et af Hovedpunkterne paa den nye Regerings Program, naar Tysklands Demokratisering og Parlamentarisering nu skal gennemføres, rejser jeg i Morgen hjem for at forberede Landdagsvalgene, som vi denne Gang maa foretage under yderst vanskelige Forhold.