Senest ændret den 4. december 2020 9:23
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I september 1916 kom han til Somme-fronten.
I Pierre-Vaastskoven
Der var 20 Kilometer at gaa,. forinden vi naaede ud til Stillingen. Berliner Justav var sendt afsted i Forvejen for at udspejde, hvor Kompagniet skulde afløse, og bagved en Skov ventede vi paa, at han skulde komme tilbage, men det blev en lang Ventetid, og da franske Granater tilsyneladende havde opdaget os, og af den Grund „gjort os Helvede hedt”, fortrak vi uden at vente paa Justav.
Videre gik det i Retning af Saily-Sailissel ad en Vej igennem en Skov. Her havde vort svære Artilleri taget Opstilling, og det var et eftertragtet Maal for Fjendens ditto. Det var et Helvede at skulle igennem. Den ene Salve efter den anden kom hujende og hvæsende, og hvor de slog ned, forblev intet levende.
Vi blev nu inddelt i mindre Afdelinger og fik Ordre til at samle os ved en Farm, der laa paa den anden Side af Skoven. Videre afsted i Galop gik det langs ad Vejen. Hist og her laa en uformelig Masse, der ved nærmere Eftersyn viste sig at være de til Ukendelighed sammenskudte Rester af et Menneske, en Bylt af sammenvredne og indfiltrede Dele af Ben, Arme og Uniform og anden Udrustning, og hvorfra en Knoglepibe hist og her stak lige i Vejret. Uhyggeligt var det at se paa, og med Væmmelse søgte enhver udenom.
Et Par Bagagevogne, der havde søgt at bane sig Vej ud t i l Fronten, og som havde været læsset ved Vandflasker til Styrkerne forude, var blevet ramt af en Fuldtræffer. Foruden nogle faa Stumper, der kunde ses at hidrøre fra Hjulene, og 6 ubevægelige Hestekroppe, var saa godt som intet blevet tilbage.
Pulveriseret til en eneste, stor ukendelig Masse af Træ, Glas, Kød- og Jernstumper laa det hele spredt over Vejen og ind i Skoven.
Da vi endelig atter laa samlet bagved „Farmen”, var det Nat.
Endnu var Justav ikke ankommet eller havde ladet høre fra sig, og Kompagniføreren var af den Grund i fuldstændig Uvished om, hvor vi skulde hen. Imidlertid havde vi erfaret, at vi skulde i Stilling i Retning af Byen Maryal, der laa til venstre forude, og at der førte en Hulvej i den Retning.
Der blev nu givet Ordre til Opbrud, og videre gik det, igennem Sai-Sailissel, ad Hulvejen til Skyttegravene.
Det viste sig, at det franske Artilleri var indskudt paa et bestemt Sted i Hulvejen, og at dette Sted stadig laa under Shrapnelild. To Mand ad Gangen sprang vi igennem efter hver Salves Ophør og naaede over til en Skyttegrav. Ingen vidste, om det var den rigtige, og medens Granaterne hujende og hvæsende fo’r hen over Hovederne paa os, laa vi her stuvet sammen Mand ved Mand og ventede paa, at vi skulde blive ført i den rigtige Stilling og blive inddelt i Afsnit, som vi var vant til. Dog ingen vidste noget, og ingen Officer viste sig.
