30. marts 1916. Natlig rutine i skyttegravene i Champagne

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder.

Om vinteren med dens lange nætter er det et surt stykke arbejde at stå på post. Fredsinddelingen: to timers post, fire timers hvile har man for længst måttet opgive. To timers post og to timers hvile, ofte også arbejde i stedet for hvile, sådan er det nu. Tre eller fire gange må soldaten om natten ud af sin trange dækningsgrav og stå på post.

Der er han så et lille bitte led i en uhyre lang kæde, som når fra Nordsøen til de schweiziske bjerge. Men han ved, at en kæde aldrig er stærkere end sit svageste led, at det kommer an på ham, og derfor er han påpasselig om dagen som om natten.

Om dagen betragter han nøje det lille afsnit, som ligger foran ham. Han kender hvert krater, hver træstump, hver tidselstilk, han indprenter sig pælenes stilling i den fjendtlige pigtrådsspærring og trådenes virvar. Den fjendtlige gravs omrids sætter sig på øjnenes nethinde. Hver lille bunke, hver jordklump husker han efter form og alder. Om morgenen ser han straks: fjenden har her gravet nogle nye pæle ned, dér lappet en forhindring, dér kastet et par bunker jord op, han melder det til sin kompagnifører.

Om natten borer hans øjne sig ind i, lytter hans ører i timevis ud i mørket, særligt i sapespidserne, kompagniets yderste følehorn.

Sanserne er spændt ind til smertegrænsen. Var der ikke noget, der bevægede sig der fremme? Det var blot en tidselstump, der svajede i vinden. Raslede det ikke lidt i græsset? Hånden griber fast om geværkolben. Nej, det var vinden, der peb igennem ståltråden. Men nu, det er ikke til at tage fejl af, da dukker et hoved op. Klikker det ikke også i tråden? Et greb ned i kassen ved siden af ham, en håndgranat brager. To mørke skikkelser springer tilbage. En ramme patroner bliver sendt efter dem. Lyskugler stiger op i luften. Der er ikke mere at se.

Den fjendtlige patrulje synes at være sluppet fra det. – Hvis posten står på et mindre udsat sted, i anden eller tredje grav, så vandrer tankerne langt bort, alt efter stand, alder og temperament.  Ungdomstid, hjemby, kone og barn, dækkede borde, hvide senge, balsale med smukke kvinder bevæger sig i en broget blanding i hans fantasi. Men frem for alt er det hjemmet, som hans tanker længselsfuldt kredser om som om en salighedens ø.

Overmander trætheden sommetider posten, så sørger det fjendtlige artilleri for, at han ikke sover ind. Han ved også nøjagtigt, i hvilken retning de fjendtlige kanoner står. Når det blinker to skridt til højre for træstumpen, så gælder det ham. Han har så 6 sekunders tid til at finde dækning.

Efter to timer kommer hans afløser ud af dækningsrummet. Han meddeler ham i få ord, hvad der er sket, til gengæld fortæller den anden, at det giver ”pigtrådshegn” til middag. Madhenterne er kommet tilbage fra det indbyggede feltkøkken for en halv time siden. Afløsningen, d.v.s. den halve gruppe, har allerede spist. Den anden halvdel, som ind til nu var på post, står nu for tur. Maden har deres gruppefører holdt varm. I dag tørrede grønsager, ”pigtrådshegn” også kaldet, i morgen nudler, i overmorgen ris, og så igen ”pigtrådshegn” osv.’

Til dette hovedmåltid kan der kun bevilges en halv time. I den første halvdel af natten kan der slet ikke tænkes på hvile. Gravene skal gøres dybere, om dagen må det ikke ske, fordi opkastet jord og kridt tiltrækker artilleriilden.

Nu bytter posten sit gevær ud med en spidshakke eller en spade. Geværet anbringer han imidlertid sådan, at han straks har det ved hånden. Ikke et øjeblik må han i graven være forsvarsløs, også i dækningsrummet hænger geværet sådan, at han kan fatte det med ét greb.

Andre tager de trådruller og pæle på skulderen, som reservekompagniet lige har slæbt hertil, og klatrer op på dækningen. Med uendeligt besvær arbejder de sig gennem pigtrådsspærringen. På den side, der vender mod fjenden, graver og skruer de først to rækker pæle i. Natten er sort og regnfuld, det er godt, men alligevel skal det gøres helt stille, for fjenden ligger på lur kun knap 40 meter borte.

Så spinder de et tæt net af pigtråd over pælene, river deres hænder til blods og ligeledes støvler og uniform, kaster sig et dusin gange eller mere ned i skidtet, når lyskuglerne derovre fra sønderriver mørket. Når de så slukkes i mudderet, springer de op igen og fortsætter deres arbejde. Den mistroiske modstander skyder uophørligt ind i mørket, så gnisterne springer fra tråden. Sommetider bliver én båret nedenunder, men arbejdet går videre, ind til tråden er sluppet op.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *