30. juni 1915 – Flensborg Avis: “en fejlagtig Opfattelse”

Aviserne i Krigen.
„Dannevirke” skriver: „For en ti—tolv Aar siden var det endnu Skik, at en hel Del Læsere paa Landet afbestilte deres Avis i Sommermaanederne. Man var af den Mening, at der i denne Tid af Aaret var andet at bestille end at følge med i Bladene. Dette var naturligvis en fejlagtig Opfattelse. Ingen kan i vore Dage undvære sin Avis. Bladets Indhold har paa saa mange Maader Ærinde til den enkelte, at det let kunde blive en dyrekøbt Sparsommelighed, saafremt man troede at kunne lade nogle Maaneders Bladstof uænset.

Dette gælder mere end nogen Sinde i Aar. Verdenskrigens Begivenheder er ikke os uvedkommende fjerne Tildragelser. De berører saa godt som hvert eneste Hjem Landet over og følges derfor med Spænding fra Dag til Dag.

I Særdeleshed genspejler Krigsberetningerne sig i den Rubrik, som omfatter de stedlige Meddelelser. Tusinder er borte fra Hjemmet og ligger ved Fronten i fremmede Lande. Kun gennem Avisen er man i Stand til at følge deres Færd og deres Skæbne. Spalterne har derfor aldrig i den Grad været fyldte med personlige Efterretninger, som det nu er Tilfældet. Ogsaa det økonomiske Liv er blevet stærkt paavirket af Krigens Gang. Priserne svinger op og ned, og der offentliggøres næsten daglig Bestemmelser som griber ind i det private Erhverv, i Handel og Vandel. Det vilde hævne sig haardt, om nogen mente at kunne lade dem uænsede.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *