Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen.
Krigen var begyndt at gaa, mig paa Nerverne, og efter mange Overvejelser besluttede jeg at gaa over Grænsen.
Den 3. September 1916 var min Orlov udløben, men i Stedet for at tage til min Garnison, besluttede jeg at tage over Grænsen ved Gjelsbro. Ad Omveje naaede jeg ved 3½-Tiden om Morgenen til Grænsen.
Da jeg var naaet tæt hen til Vagtkæden, smed jeg mig ned for krybende paa alle fire a naa helt hen mod Grænsen. Jeg styrede mod nogle Pletter Lyng, som kunde yde mig nogen Skjul.
Om Vagten nu havde lagt sig ned for at nyde det gode Vejr, eller om han har set mig og derfor har lagt sig ned, ved jeg ikke, men i hvert Fald blev jeg raabt an af ham, da jeg bogstaveligt befandt mig lige foran Mundingen af hans Gevær.
Som Fange blev jeg ført til Arresten i Gjelsbro Kro, og efter et Forhør bragte to Landstormmænd med opplantet Bajonet mig til Arnum, hvorfra jeg skulde sendes videre til Flensborg.
Det var med en underlig Følelse at jeg med Smaabanen kørte forbi min Fødeby og saa de kendte Ansigter paa Perronen. Med alvorlige Blikke betragtede de mig og mine Ledsagere, uvis om den Skæbne, som ventede mig.
I Mellemtiden var Rygtet om min Paagribelse ogsaa naaet til mit Hjem. En ældre Karl, som den Dag kørte Mælkevogn, og som i Almindelighed gik for at være Anmelder, kom hen til mine Forældre og min Søster og fortalte, at Vagten ved Grænsen havde fanget en Overløber, der lignede mig.
Ganske fortvivlet spurgte mine Forældre, hvilken Straf jeg vilde faa.
Han bliver sikkert skudt, svarede Karlen med et ondskabsfuldt Grin. Far og Mor var op mod de 70 og jeg var deres eneste Søn.
Retssagen tog fem måneder, før Peter Madsen fik sin endelige dom. Følg med på siden og se, hvordan det gik ham.