Georg Hansen, Broager, forsøgte på mange forskellige måder at undgå at komme til fronten.

Den 17. August 1914 blev jeg indkaldt til Infanteriet, kom til Flensborg og derfra til Slesvig, senere tilbage igen til Flensborg. Den 3. Marts 1915 gik det til Frankrig — til forskellige Frontafsnit. Det var strenge Tider.

Hen paa Efteraaret syntes jeg, at jeg nu havde faaet nok af denne Ballade, og derfor meldte jeg mig syg. — »Jeg tror, jeg har en Hjertefejl«, sagde jeg.

Saa sendte man mig til et Feltlazaret. Efter nogen Tids Forløb blev der spurgt, om der var Murere iblandt os. Selv om jeg var Murer i det civile Liv, skulde jeg ikke have noget af at være Murer her. Det blev  alligevel opdaget. Sygehusinspektøren spurgte, hvorfor jeg ikke havde meldt mig.

»Jeg har en Hjertefejl og kan ikke taale at arbejde«, sagde jeg. Han  spurgte saa, om jeg ikke kunne paatage mig at føre Opsyn. — »Jeg  skal prøve det«, svarede jeg.

Vi skulde lave et Køkken med Badestue, og jeg maatte selv  bestemme, hvem jeg vilde have med. Der var mange Sønderjyder iblandt os. Vi var vel otte Mand og skulde saa hen at se paa det, vi skulde lave. Det første, jeg sagde til dem, var, at de skulde arbejde  godt paa, saa Tyskerne kunde vinde Krigen. Der blev jo Grin og Sjov.

Materialer fandtes ikke. Dem skulde vi først søge i Ruinerne fra de ødelagte Huse. Det blev Hans Clausen fra Hokkerup og mig, der skulde ordne denne Sag.

Det var Efteraar, og der var mange Æbler og Nødder Dem tog vi os  naturligvis først af. Saa gik der nogle Dage. Vi fandt ingen Materiale, men saa var det Slut med Inspektørens Langmodighed. Han blev  grov, og vi maatte love liam at finde noget. Langt om længe kunde vi meddele ham, at vi havde været heldige. Nu kunde han sende et Køretøj af Sted, og saa kunde vi begynde paa Arbejdet.

Naar man ligger paa Lazaret, faar man som Soldaterløn kun ti Penning om Dagen. Jeg tænkte, om ikke vi kunde faa Daglønnen forhøjet og spurgte derfor Inspektøren, om det var muligt. Han sagde: »De er vel blevet tosset!« Det kunde han ikke gøre.

»Naa, ikke det, saa skal vi i det mindste have noget bedre at spise«, sagde jeg. Det gik han med til. Vi skulde have en Fedtemad om Formiddagen og et kogt Æg om Aftenen, men kun Hans Clausen og jeg, for vi havde jo Opsynet. Vi skulle leve lidt bedre.

Saa var Akkorden afgjort, og vi kunne begynde Arbejdet.

Tempoet rettede sig jo efter Timelønnen. Der kom jo hver Dag mange Læger forbi vor Byggeplads, og de sagde jævnligt: »Naar denne Bygning er færdig, er Krigen ganske bestemt forbi!« — Det tænkte vi ogsaa . . .

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1960.