3. november 1918. “Vi får ordre om at marchere 24 kilometer tilbage”

Senest ændret den 28. januar 2020 16:53

Paul Hedegaard (født 1899) gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86.

1.-5. november: Franskmændene vil have os ud af den stilling her, han bliver mere og mere nærgående, og til sidst får han sin vilje.

Vi får ordre om at marchere 24 kilometer tilbage, og der går en glædesrus igennem mig ved modtagelsen af denne melding, –

Vi var blandt de sidste, der steg ud af skyttegravene i Frankrig og blandt de sidste, der forlod Vestfronten.

På vejen tilbage kom vi forbi en godsbanegård i Tilly. Her var op rangeret over 100 vogne indeholdende alt muligt mellem himmel og jord, også levnedsmidler. Vi måtte tage for os af retterne, hvad vi ønskede, men i en fart, da hele butikken skulle sprænges i luften.

Der blev nu rangeret ammunitionsvogne ind imellem de andre, og på minuttet skulle det hele ryge i luften. Men forinden fik vi dog lov til at forsyne os af herlighederne.

En vogn var fyldt med kasser. »Vi må op og se, hvad der er i de kasser«, sagde jeg til Højer, og der var hundreder af kasser på 25 kg med den herligste marmelade; vi spiste på stedet, så længe vi orkede.

Nogle russiske krigsfanger, der løb forsultede omkring, blev henrykte, da vi viste dem fundet, og de fik smagt på sagerne.

DSK-årbøger, 1969

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *