H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.
Berlin den 3. November 1918.
Det er Søndag. Ved Middagstid var jeg i Rigsdagen. Fra Læsesalens Vinduer saa jeg, at der fandt en Demonstration Sted ved Bismarcks Statue. Jeg gik ud paa Altanen, hvorfra jeg kunde høre Talerne.
Det var Altyskerne, der demonstrerede.
De opfordrede lidenskabeligt til at afbryde Fredsforhandlingerne og fortsætte Kampen til det yderste. Ind mellem Talerne blev der sunget nationale Sange: „Deutschland, Deutschland”, „Die Wacht am Rhein”, „Heil Dir im Siegerkranz”.
En Underofficer sprang op paa en Sokkel og protesterede imod Krigens Fortsættelse.
Folkemængden blev rasende. Politiet skred ind og førte ham bort.
Da jeg gik tilbage gennem Siegesallé, faldt der en Mand bevidstløs omkuld lige foran mig. Sammen med en anden tilfældig Forbipasserende løftede jeg ham op paa Sokkelen ved Kejser Wilhelms Mindesmærke. Da han kom til sig selv, hviskede han: „Ikke faaet noget at spise siden i Gaar.” Han var udtæret og halvdød af Sult. Vi sørgede for, at han fik Hjælp.
Der er megen Uro i Arbejderkredse. Den socialdemokratiske Presse fører et overordentlig skarpt Sprog imod Kejseren.
Noskes Artikler i „Chemnitzer Volksstimme” er gode at faa Forstand af. Gaar Kejseren ikke snart, vil Flertalssocialisterne faa en meget vanskelig Stilling. Det trækker i det hele op til Storm.
Da jeg i Aften spiste hos Kempinski fik jeg Plads ved et Bord, hvor der sad et Par yngre Mænd. De talte om Krigen. „I de første Aar er vi bleven godt trukket rundt ved Næsen,” sagde den ene bittert.
„Efter at jeg uafbrudt har været 37 Maaneder i Krig, sagde den anden, „er mine Nerver helt ødelagte. Jeg lever i Grunden kun, naar jeg faar Alkohol. Jeg har nu kun et Krav: Jeg er født som et Menneske og vil behandles som et Menneske. Men i de sidste fire Aar er jeg bleven behandlet som et Dyr.”
Der kom en nobelt klædt Herre og Dame og tog Plads hos os. Herren blandede sig straks i Samtalen. Det viste sig, at han var Rhinlænder, og at han ligesom de to andre havde deltaget i Krigen som Reserveofficer. Han havde været haardt saaret af en Kugle, som var gaaet tvers gennem Hovedet.
„Livet er forbi for mig,” sagde han brutalt, „nu lever jeg kun, naar jeg er drukken. Kejseren bør skydes og Militæret afskaffes! Kaldes der til Kamp under denne Parole, saa møder jeg straks! Saa fik man dog ogsaa Lejlighed til at kæmpe for en retfærdig Sag!
De andre gav ivrigt deres Tilslutning til kende. Da jeg ytrede mm Forbavselse over dette skarpe Sprog, sagde de i Munden paa hinanden: “Saadan er Stemningen. I Sydtyskland er den meget værre!”