Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
“Den 3. Marts rejste jeg hjemme fra, allerede i Toget mellem Tønder og Niebøl diskurteres Grænsespørgsmålet livligt, Stemningen var uklar, men enkelte bekendte sig dog åbenlyst til Danmark, en som jeg havde været Soldat med, sagde til mig, at i det vestlige siges der at være kun få danske Stemmer, men vær sikker på, der bliver mange flere afstemningsdagen, alt hvad Tyskerne kommer med, tager vi imod, men vi ved hvad vi gør den 14. Marts, på den Måde røber sig ingen. Et Par der kom fra Danmark, fortalte sådan op, at de fleste i Vognen måbede og stirrede på dem, særlig den danske Moral, Jævnhed og Foretagsomhed pristedes. Da jeg kom til Niebøl, gik jeg på Oplysningscentralen, de tog med Glæde mod mig, Stemningen var livlig og håbefuld der. På Kontoret var Filskov fra Møgeltønder, N.J.Hørlyck fra Rost, Didde Lytzen fra Daler, Jørgen Gram Gabøl, Chr. Reinholdt og flere.
Om Aftenen kørte Filskov, Reinholdt , Hauborg, og jeg til Horsbøl i Bil. Hauborg og Mathisen skulde tale ved et Møde der, men da vi kom derud, var Mødet ikke bekendtgjort, så vi vendte om og kørte hjem igen. I Horsbøl skulde jeg ellers have mit Virkefeldt, men da der var mørkt alle Vegne, tog jeg med tilbage til Emmersbøl, i Kroen længere mod Øst, gik jeg så ind, om jeg ikke kunde blive der Natten over. Manden var der ikke, og Konen mente ikke det kunde lade sig gøre, al Plads var optaget. Trods alle mine Talemåder stod hun urokkelig fast, hun havde ingen Plads. Først da jeg havde fået Forstærkning ude fra Bilen, og vi havde forlangt nogle Thepunsch, fik vi hende tøet op, og så var der intet i Vejen mere, da vi havde talt lidt sammen, kørte de andre videre, og lidt efter fik jeg af Konen anvist et dejligt Værelse oppe på Loftet, hvor jeg har sovet udmærket i Nat.
Konens gådefulde Optræden i Aftes, forstår jeg nu godt, hun er nemlig danskfjendtlig, men Manden det modsatte, derfor da Manden, der lå inde i Sengen, blev klar over Situationen, måtte hun føje sig.
Beboerne her omkring er vidst nok rolige, men ikke nemme at blive klar over. I Eftermiddag skal jeg så ud og prøve Lykken for første Gang, jeg er spændt. I Aftes kørte vi i Grøften med Bilen derude i Mørket, bare jeg ikke også kører i Grøften i Dag”.
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.