3. januar 1919. Prisen for en lokomotivfører ud af Ukraine: 1.000 rubler og 50 liter brændevin!

Senest ændret den 5. januar 2019 22:38

Søren Larsen-Kjær fra Skodborg tilhørte 3. Landstormsbatl. Ved årsskiftet 1918/1919 var hans enhed på vej hjem fra Ukraine. I Kiev oplever de stor nød og elendighed.

Det er derfor ikke at undres over, at vi læng­tes efter at komme bort fra Kiew.

Vort Soldatterraad gjorde vist ogsaa alt muligt derfor; men den eneste Maade at klare den paa var at anvende Bestikkelse. Paa den anden Side var det ikke saa morsomt at vove sig ud fra Garnisonen i Kiew, da vi let kunde blive over­falden af Petlure [ukrainske partisaner, RR], og der var mange, som mente, det var bedst at blive.

Men vi bestemte os til at prøve Hjemturen straks, og det lykkedes vort Soldaterraad at leje en stor og brøsig Lokomotivfører for 1000 Rubler og halvtreds Liter Brændevin, som han dog først skulde have ved Grænsen. — Vi var mellem 8 a 900 Mand, saa det blev jo ikke meget til hver. Vore øvrige Penge afleverede vi til den tyske Feltpost i Kiew. De skulde saa sendes til Tyskland i et Pansertog, der var sat i Gang og skulde besørge Postsagerne. Jeg antager, at vore Penge tilsammen androg ½ Mill. Rubler, saa kunde Russerne røve baade disse og vort Proviant, saa var det et Kup for dem at gøre.

Lige da vi stod parate til Afrejsen, kom der en Afdeling Artilleri og bad om at komme med. De var paa Rejsen fra Odessa bleven over­falden af Russerne, blevet oprevet og mange skudt eller saaret, idet de ikke havde Infanteri at dække sig med. Nu vilde de gerne staa Last og Brast med os. Dette gik vi med paa; de fik saa et Par Rullevogne til Kanonerne midt i Toget; Strasborgerne var foran, og vi Flensborgere sluttede Toget. Saaledes udstyret og beredt paa det værste dampede vi den 3. Januar 1919 med Tog ud fra Kiew.

Det var med underlige Tanker, man kørte hen forbi de Stationer, hvor vi før havde været. Vi saa Lillebroen, men Vagten var nu borte. Vi var glade, fordi vi skulde hjem, men alligevel maatte man, som Forholdene var, føle sig som en Fange i et fremmed Land, hvor alt efter Krigen var i Opløsning og Oprør, og det var jo ikke givet, at man kunde naa ud af Fangenskabet.

Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen (1923)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *