Montigny den 13. februar 1916

Kære forældre!
Ja, nu er jeg flyttet igen, ser I nok, og denne gang for ikke mere at vende tilbage til kolonnen. Det hele kom pludselig og næsten helt uventet. Jeg blev sammen med et par andre ugifte undersøgt og kom igen til infanteriet. Nå, det skal I ikke blive så kede af. Foreløbig er jeg langt bag ved fronten på et rekrutdepot og har udsigter til at blive her henved to måneder. Så er det forår og den tid, den sorg.

Hidtil er jeg jo sluppet så godt, og jeg har den bedste tro til fremtiden også. Ja tænk, nu har jeg levet så mange måneder et frit bondeliv, hvor vi ikke kendte til militærisk snit, og så skal jeg nu til at fumle igen som rekrut. Og tænk det dejlige kvarter, jeg havde. Det var næsten det samme som at tage hjemmefra, sådan tog franskmændene del i, at jeg nu skulde bort. Marie Royé kogte mig tre æg og stak mig dem i lommen, og Francoise syede mig et uldent halsklæde, at jeg ikke skulde gå hen og forkøle mig. Og så rejste jeg af.

Det er en meget berømt egn her, nemlig det gamle Piccardi, hvor den store spanske successionskrig rasede for et par hundrede år siden. Marlborough belejrede dengang Denain – nu kører jeg der forbi. „Mallebrok er død i krigen…”, måske ligger han også begravet her. 

Her ved min afdeling er vi en mærkelig blanding af alle våbenarter: kavalerister, artillerister, trainsoldater, sanitetssoldater, og alle sammen skal de uddannes til infanterister.

„Fremtiden står i infanteriets tegn,” sagde sergenten, og det er vist meget rigtigt. Det er jo lidt mærkeligt for en gammel kavalerist, som har tjent aktivt i tre år og desuden været halvandet år i krig, at skulle spille rekrut som infanterist nu; men forholdene fører det jo med sig; for mig falder det meget lettere. Jeg har også straks truffet nogle gode kammerater nede fra Haderslev kreds.

Jeg har sendt en større palle hjem med bøger og gamle strømper, men den får I vel først om et par uger. Jeg savner foreløbig ingenting.

Nå, jeg må løbe mig en tur, for her er uhyre koldt, stengulv og stenhvælvinger, ingen kakkelovn, men fire døre, som går op og i uafladeligt.

Jeres hengivne søn

Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen