Den danske statsborger, Ebba Trampe Westergaard, forsøgte under krigen i Rusland at finde dansksindede sønderjyder.

Hvert Menneske har sin “Hobby”. Det vil sige noget, han eller hun samler paa. Og i Aarene 1914-18 samlede jeg paa Sønderjyder.

I Aaret 1915 gik det mig som en af mine Fætre. Han samlede paa smaa, blegrøde Elefanter. Naar han havde een til foruden den, han tænkte paa, saa havde han to. Min Tanke var denne: der er danske Sønderjyder med i Krigen. Nogle af dem vil blive fanget af Russerne. De maa og skal hjælpes.

Der havde i 1915 været et stort Slag uden for Riga. En Ven havde af de russiske Soldater købt nogle Hjælme og Bælter, som de havde fundet paa Slagmarken. Af denne Ven fik jeg en Hjælm. Der stod et Navn paa den, som fik mig til at ryste af Graad. Der stod Christian Dahl!

Jeg anede ikke, hvem Christian Dahl var, men jeg var sikker paa, at han var Dansker – sønderjydsk Krigsdeltager. Og tænk, om det var lykkedes mig at hjælpe ham, før en russisk Kugle endte hans Liv.

I 1917 var jeg paa Besøg i det indre Rusland. Midt ude i et Landskab, der bestod af Sumpe og Enge, løb Moskvafloden. Den har høje, hvide Klitter paa begge Sider, og højt oppe i en saadan Klit laa en lille By, der hed Kunzewo. I en Bjælkehytte boede en dansk Familie, og naar Familien om Dagen var borte, havde en dejlig, stor, tyk, lettisk Pige, Anna, og jeg Huset for os selv. Man kunde se milevidt omkring. Og ude i det fjerne, – to danske Mil ude i Horizonten stak tre traadløse Telegrafmaster op. Anna forklarede mig, at derovre var der en Krigsfangelejr for Fanger af ikke-tysk Oprindelse.

Jeg blev fuldkommen vild. Kunde det tænkes, at der var Sønderjyder?

Det anede Anna intet om. Lejren var omgivet af Pigtraad og Palisader. Der var den strengeste Straf for at forsøge at trænge derind. Man maatte ikke engang tænke derpaa.

Men Tanker er toldfri, og Dagen derpaa – en hed, lummer Midsommerdag 1917 – havde jeg overtalt Anna til at gaa med til en af mit Livs mange og utalte Dumheder. Vi vilde forsøge at naa Lejren, hvortil der hverken førte Vej eller Sti, forsøge at komme derind ved Bestikkelser og saa finde ud af, om der var Sønderjyder og saa hjælpe dem til Flugt.

Ung, dum og naiv var man jo, og at Vorherre vilde være med os i saadan et glimrende udtænkt Foretagende, det var jo klart – – som Blæk. Saa stak vi af. Vi gik langs Floden, der i Zigzag snoede sig gennem Tundraen. Vi havde kun en løs Kjole paa, der kunde gaa for Badedragt paa samme Tid, en lille vandtæt Taske, Lærredssko og ellers intet.

Jævnligt maatte vi svømme over Floden. Den var lav, saa det var ingen Sportspræstation. Jeg havde Tasken i Munden og Skoene bundet paa Ryggen, naar det stod paa. Kjolen var skiftevis af og paa. Den tørrede jo let i den bagende Sol.

Anna var en “Knag”. Jeg havde i tre Dage sat hende ind i den sønderjydske Sag. Hun var Fyr og Flamme og svømmede bedre end nogen Klipfisk i dens Ungdom.

Denne endeløse Mose, hvor vi ofte maatte springe fra Tue til Tue og ofte sank i dybt Mudder, var jo ingen Forlystelsesanstalt. De eneste levende Væsener, vi mødte, var Faarehyrder, som vogtede deres Faareflokke. De saa forbavset paa os to Kvinder, der efterhaanden saa ud, som Agnete fremstilles, efter at hun har været i Havmandens Bo: med vaadt Haar, bare Ben, Tøjet laset og Sved og Vand drivende over Hals og Arme.

En gammel Hyrde, som havde set os komme op af Floden efter en Svømmetur, saa med Bekymring, at nu gik vi lige ud i Floden igen.

“Astaroschna, Barinja, astaroschna,” raabte han advarende. (“Vær forsigtig, Frue, det er farligt.”) Der er stærk Strøm, tilføjede han. Men intet kan holde to raske, danske Piger tilbage. Og er det een dansk og een lettisk, saa er det aabenbart en hel Gruppe, der ikke er bange for noget. Saa vi plumpede gladeligt ud i Floden igen med Skoene i Munden.

Snørebaand smager ikke godt. Det kan jeg bevidne, og Anna med. Men “Nitschewo” (ligemeget)! Vi gik paa med krum Hals.

Nu nærmede vi os Maalet. Der foran os laa Fangelejren. To lange Barakker og en Del Tilbygninger, Plæner foran. To Hold Barrikader med Skildvagter, og Plæner mellem Barrikaderne. Det saa ikke netop haabefuldt ud. Der stod vi, vaade, fæle at skue, lasede og Haaret i Tjavser, og jeg, der skulde føre an, havde et russisk Ordforraad, der ligesom var gledet ud i Floden ved Svømmeturene.

Jeg foldede Hænderne, saa op mod den dejlige, blaa Himmel. Saa gik vi lige hen til to Skildvagter, der vogtede den yderste Indgang. Jeg lod tre Rubler glide ned i Hænderne paa hver af dem. Saa sagde jeg bønligt: “Moschna!” (Maa jeg?) Rublerne gled i Lommerne, og de to Soldater saa den anden Vej. Vi gled ind. Ved næste Palisaderække gik det lige saadan.

Seks Rubler skiftede Ejer, og et bønligt “Moschna” lod de Herrer Vogtere se den anden Vej. Nu stod vi paa en stor Plæne, og der laa de to Barakker. Vi løb som for Livet op til de Huse, hvor der var tyske Krigsfanger, Tyskere fra fremmede Nationer, Tyskere, som ikke vilde være Tyskere!

Men hvem var de? Det var spændende.

Vi kunde blive paagrebne hvert Minut, derfor var hvert Minut saa kostbart. Vi løb ind i Barakken. I en stor Sal sad 4-500 Mand ved et langt Bord og spillede Terninger eller Kort eller lavede lidt Husflid. Alle var sorthaarede og med mørk Hud.

Jeg raabte af mine Lungers fulde Kraft: “Er her danske Slesvigere?” De stirrede paa os i den dybeste Forbavselse. Siden 1914 havde de ikke set en Kvinde. Ingen forstod mig. “Ist hier jemand aus Schleswiz-Holstein.” raabte Jeg.

Komplet Tavshed.

“Jest Iji wi Ujemzi illi nylt?” Er I Tyskere eller ej, raabte jeg paa Russisk.

Endelig fik een Soldat Talens Brug og svarede: “Ujet, mui Maguiari! (Nej, vi er Magiarer!)

Jeg kunde være sunket om i Fortvivlelse. Men jeg følte, at jeg havde en Opgave, trods alt.

Nu strømmede Spørgsmaalene fra dem alle. De stormede formelig ned mod os. Hvem er I? Hvad vil I? Hvordan gaar Krigen? Vi blev fangne allerede 1914 Vi har i tre Aar ikke set eller hørt nyt. Heller ingen Kvinder.

Er det sandt, at Verden er ved at blive anarkistisk? Hvad ved De om Ungarn? Om Østrig?

Aa, fortæl! Hvem sejrer!

Saa sprang jeg op og raabte: Alle taber, fordi alle slaas, hader og forfølger. Enhver, der tror paa Kristus vil altid sejre! Tror og elsker!!

Et kort, fattigt, elendigt Vidnesbyrd paa daarligt Russisk, men jeg vidste, at de første Ord fra den første Kvinde efter tre Aars Forløb vilde gøre et dybt Indtryk paa disse Mænd.

“Kto tam jest?”

Hvem er der, tordnede en Mandsstemme!

To russiske Officerer sprang formelig ind i Salen og gik lige løs paa os.

Hvordan kom I ind, bestak I Vagterne”, skreg de.

VI forsikrede, at vi da sandelig ikke havde Penge af Betydning. Vi havde klatret over Palisaderne.

Vore iturevne Klæder kunde ogsaa godt se ud til at have taget nogle alvorlige Klatreture.

“Er I Tyskere”, skreg Officererne.

“Tyskere!” Jeg lavede en fornærmet Trutmund. Næ, maatte vi nu bare være her. Nej, vi var Danskere.

“Ja, I maa ud”, raabte Officererne. I det Minut, der var (98) gaaet mellem mit Vidnesbyrd og Officerernes Ankomst, var det lykkedes mig at faa fat i mine Penge og uddele alt, hvad jeg havde, til Fangerne, der var dybt taknemmelige og grebne.

Saa blev vi jaget ud af Lejren, og Turen gik igen over Tuer og Mudderhuller, gennem Floden og langs dens Bred. Tavse, dødtrætte og skuffede, udmattede til det yderste, naaede vi Klithuset i Kunzewo.

DSK-årbøger 1947