29. august 1917. På kartoffelskud med skarpladte geværer

M. Levisen gjorde krigstjeneste i 9. Pionier-Bataillon.

Det var et år sidst på sommeren, når og hvor husker jeg ikke mere. Vi havde opdaget, at der i nærheden af vort kvarter fandtes en mægtig stor mark med kartofler. Det værste var, at der stod en »blindgænger« (feltgendarm) vagt ved marken.

Et par kartofler havde vi nok fået hugget i ny og næ, men det battede ikke rigtig. Så fandt vi på en list. Vi delte os i to hold, det ene hold sneg sig temmelig åbenlyst hen imod markens ene ende, medens det andet hold godt skjult styrede mod markens modsatte ende.

Feltgendarmen opdagede planmæssigt det første hold og skyndte sig derhen for at jage dem bort. Imens benyttede vi i det andet hold tiden til at få ranet de kartofler, vi ville have.

Inden vi kom bort, blev vi dog opdaget af gendarmen, og denne skød nu et skud efter os – uden dog at ramme nogen.

Vi blev nu ikke så lidt forargede på den »blindgænger«, der tillod sig at skyde efter gamle frontsoldater. Den næste dag tog vi selv geværer med på kartoffelrov, og et enkelt varselsskud var nok til at holde gendarmen i dækning så længe, at vi fik taget de kartofler, vi ville have.

Jeg tror nu nok, at det var heldigt, at vort kompagni dagen efter blev flyttet til et andet sted. Der blev skumlet noget om streng undersøgelse og krigsret, men da vi havde leveret kartoflerne til køkkenet, og alle, både officerer og menige, havde nydt godt af kartoflerne, blev sagen vistnok syltet.

Vi var efterhånden slet ikke kræsne med hensyn til madvarer. Jeg husker således fra stillingerne ved Arras, at der lå en gammel vandmølle, og i alle dens skakter og render skrabede vi det gamle mel ud og brugte det til mad på en eller anden måde.

En meget eftertragtet spise var hestekød. Det skete jævnligt, at en hest under ammunitionstransporten ud til fronten blev ramt og døde. Så var soldaterne rundt om fra der straks, og det varede ikke længe, så var der kun det kødløse skelet tilbage. Jeg lærte dog aldrig, hvordan man skulle stege eller koge det hestekød, så det blev mørt. Det, jeg tilberedte, var altid så sejgt som sålelæder.

DSK-årbøger 1968

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *