Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, tirsdag, d. 28.3.16

Min kære Jørgen!

Nu har jeg set afslaget igennem igen, og der står jo ganske rigtig »Ihre Gesuche«, altså flertal. Så det er jo svar på dem begge. Det har jeg slet ikke tænkt på. Jeg fik både dit brev og dit kort i går aftes, og brev i formiddag igen, som du rigtig nok skal have tak for. Ja, nu skal kammeraterne ikke optage dig mere, for jeg kan forstå, de er væk de allerfleste. Men hvornår er Jesper Kongsted og Jens Fredsted da kommet afsted? Er der kommet en transport væk igen. Jeg er så bange for, at de skal sende dig væk en dag, inden vi tænker på det, for hvorfor må du ellers ikke få orlov. Jeg begriber slet ikke noget af det hele, og er heller slet ikke rigtig tryg ved det. Man ved knap, om det er ondt eller godt. Men i hvert fald er det da bedre lige i øjeblikket at være i Husum, end at være i nærheden af Verdun. De stakler, at de dog skulle derhen. Nu biir Bertha da helt ulykkelig, og det har hun da også grund til. Hendes søster fortalte i går, at Hans havde skrevet hjem, at de var kommet til en nedskudt by. Ja, det var godt, du ikke kom med dengang, men det er mig en stor skuffelse, at du ikke kan få orlov, og jeg synes, jeg har helt ondt af det for dig deroppe. Det er alt så fremmed for dig. Det har jo været meget rart for dig at besøge Svenssons, men han er jo nu alligevel en sær prås. Han kunne gerne gøre lidt mere for sine kammerater, nu trænger I mere til det end før, og da var han jo ellers altid på færde med at virke for de unge; men da kom det jo også i avisen. Du kan ellers tro, jeg havde lyst til at rejse op til dig på lørdag; men jeg skal være fornuftig denne gang og vente en uge længere. Det er alene for børnenes skyld, konfirmationen er det såmænd det samme med, når du ikke kan komme med. Men mor rejser i dag, og så synes jeg ikke så godt jeg kan, især da vi også har kærningen…

Jeg ville hellere have haft en ansøgning fra Lutzen. Der var ingen rigtig klem i den sidste, Møller skrev, så jeg tænkte det næsten, at det ikke lykkedes. Så skulle det da hjælpe, det Thaysen og landråd en bemærkede. Men på fredag skal jeg til Haderslev igen. Jeg skal prøve, og det er også Sofies fødselsdag, og så går jeg med det samme ind til landråden. – Jeg har ikke leveret vort kobbertøj af endnu. Gruen kan vi få henstand med, og kedlen kan vi vist få frigivet, Lund fra museet stempler meget. Han har været i Hauge og hos Jep Hansens en dag i sidste uge, og så var der flere, som gik derhen med deres kobber, kaffekedler og hvad de ellers nødig ville af med, og fik det stemplet. Det var lige den dag, jeg var i Rørkær; men vi har jo nu heller ikke noget videre end gruen og kedlen. Lund har fået lov til at se alle de mange kobbersager igennem, som kommer ind, og så køber han det bedste til museet. Han har nok købt for 3000 M…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.