Anders Schmidt, Favrholm, gjorde krigstjeneste ved Garde-Jægerne i Potsdam. Ved Loretto mistede han i maj 1916 den ene arm og blev erklæret ikke-krigsduelig. I januar 1917 hentede han en falden nordslesviger hjem for at blive begravet i Asserballe. I maj 1918 måtte han af sted igen.

Et par år senere – i 1918 – måtte jeg ud på en lignende rejse og i et lignende ærinde, dog dengang østpå, til Letland. Vi var igen to mand, nemlig foruden mig nu afdøde Jørgen Mathiesen, Asserballeskov.

Det var på opfordring af Cathrine Andresen, Naldmose ved Fynshav. Hun ønskede sin mand Peter Andresen, født 23. december 1881 og faldet 2. september 1917, hjemført, for at han kunne blive begravet i hjemlig jord, og vi tog derned for at opfylde hendes ønske.

Peter skulle ligge begravet ved et nærmere angivet hus, der lå bag ved en skov. Når det blev os to, der måtte af sted, var det, fordi to andre, som havde givet tilsagn derom, ikke kunne få pas. Det skal her bemærkes, at J. Mathiesen tidligere havde været derude for at hente liget af en søn hjem.

Vi rejste 3. pinsedag 1918 forsynet med proviant, levnedsmiddel-mærker og penge fordelt imellem os af sikkerhedsgrunde. Den første nat sov vi i Flensborg for at kunne få en god forbindelse derfra til Berlin dagen efter, hvor vi overnattede, købte kister og lejede loddetøj m. m.

Fra Königsberg tog vi over Tilsit-Memel til en lille grænseby, hvis navn jeg ikke husker, men jeg glemmer måske aldrig, at vi skulle være over grænsen til militært område inden kl. seks aften, og vi kom 20 minutter for sent, så »vær så god at stige ud og fortsætte rejsen næste morgen«. Vi spurgte om logi for natten og fik anvist resterne af en kirkebygning; halvdelen var dog skudt sammen men der var da et loft med tre senge, af hvilke den ene var belagt, de var til vor rådighed. Med et par stykker brød i lommen gik vi ned for eventuelt at snuppe en kop kaffe til vort brød. Det lykkedes, men dernede var vi ikke alene, idet der herskede travlhed alle vegne på grund af »Truppenverschiebung«.

Man spillede kort her, men ikke om småpenge fra vor såkaldte brystpung, men med store stakke af det såkaldte »Oberostgeld«, der i realiteten intet var værd. Dette syn kunne Mathiesen huske længe efter.

Nå, vi kom i seng og slap igennem natten uden at få lus, hvad jeg havde været meget bekymret for.

Nu kørte vi videre for militærkommandoets regning og nåede næste aften Riga. Selv om krigen var forbi på disse kanter, mødte der os dog megen ødelæggelse, sprængte broer, afbrændte ejendomme og nedhuggede skove. Nye broer var opført af træ; det gjaldt jo om at holde trafikken i gang. På banestrækningen arbejdede mange civile, der sikkert levede under trange kår. Elendigt var de påklædt, mange havde ikke fodtøj, men gik med træbark under fodsålerne, dertil gamle sække bundet om benene for at fastholde barken.

Vi nåede Riga og fik her et godt værelse, men noget spiseligt var ikke til at opdrive, derimod varm the, og da vi selv havde godt med brød og pålæg, så klarede vi os, og her kunne vi tilmed spise i ro for os selv.

Vi blev hurtigt klar over, at sulten var stor overalt blandt befolkningen, og vi turde slet ikke åbne vore kufferter, når vi ikke var alene. Næste morgen skulle vi efter programmet tage med tog til Økskül – det var et arbejdstog, der kørte langs Dyna-floden og transporterede arbejderne til de forskellige arbejdspladser.

I toget fandtes et par kupeer, som var forbeholdt officererne, og her tog vi plads. Da vi ved billetteringen foreviste vore papirer, blev vi skældt ud og blev ved håndbevægelser betydet, at vi havde at forsvinde og begive os til en anden afdeling af toget, men vi blev, hvor vi var, lod dem skælde ud, for »vi forstod dem alligevel ikke«.

I Økskül meldte vi os hos »Gräberverwaltungsofficeren«, og kort efter gik det med hestekøretøj længere mod syd. Vejen var nyanlagt, og vi kørte på granstænger. Vor vogn var en let ponyvogn med en stol til officeren og kusken, mens vi var anbragt på en lille klapstol, hvor rygsædet var slået op til vor bekvemmelighed.

Vi sad og holdt os fast ved at klamre os til hinanden, mens hesten, der efter vore begreber var meget dårligt forspændt, løb af sted efter alle kunstens regler.

Omsider nåede vi dog velbeholdne til bestemmelsesstedet, hvor vi fandt graven som meddelt i en have. Den var velholdt. Et trækors fortalte os, at det var den rigtige, og så vidt jeg husker, stod der en flaske på graven, hvori der fandtes oplysninger om navn og formation – så det hele var i orden.

I huset boede to ældre mennesker, der havde hygget om graven og holdt den pæn i stand. De græd, da liget blev gravet op og lagt i de medbragte kister.

Da alt var klaret, kørte vi tilbage til Økskül, hvor vi fik anvist plads for natten i officersbarakken. Ja, mere, – vi fandt alt tilrettelagt for os: Brænde til fyring og to gode tæpper til hver. Før vi gik til ro, tog vi en spadseretur ned til Dyna-floden. I byen boede civile, men huse så vi ingen af, så de må have boet i jordhuler og sikkert under elendige forhold. Næste dag fik vi kørelejlighed tilbage til Riga, hvor vi fik vore tidligere værelser igen.

Herfra gik rejsen så næste morgen til Königsberg, hvor vi afleverede de lejede lodderedskaber. Også her boede vi igen på hotellet, det samme som for få dage siden. Fra Königsberg fulgte vi ikke ligvognen, men tog direkte tilbage via Berlin-Hamborg til Sønderborg, hvortil vi ankom 12 dage efter afrejsen.

Kisten kom et døgn senere, og Peter Andresen blev nu jordet i hjemlig jord på Notmark kirkegård.

DSK-årbøger 1971