28. juli 1919. Instruks til gesandten om den finansielle ordning

Udenrigsminister Scavenius tilstillede 28. Juli 1919 Gesandten i Paris, Bernhoft, følgende Telegram:

Det vil for alle Parter være af største Interesse saa hurtig som muligt at kunne danne sig et nogenlunde klart Begreb om de finansielle Forpligtelser, som den eventuelle Overtagelse af Dele af Slesvig vil medføre for Danmark, ikke mindst af Hensyn til, at det Beløb, der skal svares i Forhold til Landets indenrigske finansielle Forhold, spiller en betydelig Rolle. Derfor er det ønskeligt, at man i saa god Tid som muligt kan være forberedt paa de Krav, der i den Anledning kan stilles til Landet.

Men det vil utvivlsomt ogsaa i høj Grad kunne lette den internationale Kommissions Arbejde, hvis en saadan Opgørelse snarest kunde foreligge for den og ogsaa senere danne Grundlaget for Erstatnings-Kommissionens Afgørelse paa dette Omraade, som næppe kan træffes uden at et saadant Forarbejde er tilstede. Dettes Udarbejdelse forudsætter imidlertid en forudgaaende direkte Underhaandsforhandling om Detaillerne med en Repræsentant for den tyske Regering for derigennem at muliggøre Fremskaffelsen af alle nødvendige Dokumentationer for de Værdier, der skal overtages.

For at dette kan ske, vil det være nødvendigt, at denne Underhaandsforhandling snarest finder Sted, da de fleste Oplysninger kun kan faas af lokale Autoriteter, og disse vil ved Evakueringen forinden Afstemningen i mange Tilfælde være fjernet fra Byerne. Beder Dem derfor snarest forespørge rette Vedkommende, hvorvidt all. og ass. Regeringer deler det her fremsatte Ønske om en saadan uforbindende Underhaandsforhandling, om hvis Forløb den Slesvigske Internationale Kommissions Formand stadig kunde holdes underrettet.

Hvis dette er Tilfældet, skal der da fra Danmark eller vil man fra Konferencen gøre Forslag overfor Tyskland til saadan Underhaandsforhandlings Optagelse?

I Henh. t. den saaledes modtagne Ordre fornyede den danske Gesandt 31. Juli sin tidligere Henvendelse (af 9. Juni s. A .) til Fredskonf.s Præsident, til hvem han desuden rettede det i Udenrigsmin.s Telegram stillede Spørgsmaal.

Sagen blev af Præsidenten tilstillet den eksekutive Komité, som atter videresendte den til Erstatnings-Kommissionen. Denne gav imidlertid ikke sit Samtykke til Oprettelse af en blandet dansk-tysk Kommission.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *