Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid på tilbagetrækning til en endnu ukendt destination.

Om eftermiddagen og om aftenen den 18. juli fyrede franskmændene ganske voldsomt ind på det område, som tyskerne havde haft besat hinsides Marnen. De lagde trommeild på hele terrænet, men der var ingen tyske soldater der, de var alle trukket bort i løbet af natten og om formiddagen

Mandskabet var skrumpet ind til 25 – 30 kanonerer, vi havde kun 4 heste foran hver kanon, 2 for ammunitionsvognene, ridehestene var spændt for bagagevognene, kun officererne var til hest. En del af mandskabet var savnet, måske kommet i fangenskab eller omkommet på en ynkelig måde.

Enkelte havde ikke fundet tilbage til batteriet. Kanoner Mejer løb tilbage og fortsatte helt til Namur i Belgien. Her blev han arresteret, og senere blev han afhentet. Kanoner Mejer kunne aldrig vænne sig til krigens rædsler. Han stammede fra Berlin, var gift, og der var et barn i ægteskabet.

Allerede i efteråret 1917 lærte jeg Mejer at kende. Den gang meldte han sig stadig syg, han kom på lazaret, men kom hurtig tilbage. Så lod han tænderne trække ud og gik til tandlæge bag ved fronten, men også dette fik en ende.

Han sultede sig selv for at få feber, men det hjalp ikke noget, han satte en vinde om det ene ben for at få det til at hæve sig, men uden resultat. Alt dette betroede han mig en nat, vi sad sammen i stillingen og holdt vagt.

Han viste mig nogle breve, der var fra hans hustru de var af en meget kærlig art, og de gik ud på, at han måtte se at komme hjem, hvordan det ellers måtte gå – Denne Mejer fik sådan en fart på hin skæbnesvangre 17. juli 1918, at han først fik standset i Namur.

Da han kom tilbage, spurgte jeg ham om, hvordan han havde haft det. Han fortalte, at han var blevet anholdt, da han ville have middagsmad, han havde ingen papirer, dernæst var han blevet spærret inde på en kaserne, og her var han, indtil han blev hentet. Men han havde dog været i sikkerhed, og så var den tid gået. Han ville have løbet helt hjem, men sulten tvang ham til at melde sig.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.