Senest ændret den 17. september 2021 20:19
I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten
De fleste oplevelser, man havde under krigen, var en blanding af ondt og godt. De onde var desværre fremherskende. Men en af de gode havde jeg dog sommeren 1918. Vi var atter en gang på transport og denne gang med jernbane. Jeg havde ligget og sovet, da toget lidt ublidt gjorde holdt på en station, så jeg faldt ned af den bænk, jeg lå og sov på.
Jeg kiggede ud af vinduet, og bemærkede, at navnet på stationen var Douai. Navnet syntes mig bekendt, men jeg kunne ikke huske hvorfra.
Pludselig kom jeg i tanker om, at navnet stod på et postkort, som jeg havde fået fra min bror – eller rettere halvbror – en måneds tid før. Han var landstormsmand og 22 år ældre end jeg. Det vidste sig, at vi ikke skulle videre, men blev læsset ud på stationen. Jeg gik straks til Feldweblen og fik at vide, at vi skulle blive i byen natten over og fik samtidig lov til at forsøge at finde min bror.
Byen var temmelig stor. Den havde vel ca. 35.000 indbyggere, så det kunne blive svært at finde frem til ham, og det var heller ikke sikkert, at han var der endnu.
Det lykkedes dog ret hurtigt at finde hans kompagni, men han var rejst på orlov og skulle først komme tilbage i løbet af otte dage.
Det var en skuffelse, men jeg afleverede en hilsen med besked om, at hvis vi ikke kom alt for langt fra byen, ville jeg besøge ham, når han kom tilbage. Heldigvis gik regimentet i stilling kun ca. 15 kilometer derfra, og da det var på det tidspunkt, hvor jeg måtte melde mig syg, fik jeg rig lejlighed til at besøge ham.
Vi havde ikke set hinanden siden 1915, og da han til trods for den store aldersforskel var min »hjerte-bror«, blev gensynet meget hjerteligt. Han havde altid været god ved den moderløse dreng, og jeg holdt af ham, som om han havde været min far. Jeg besøgte ham to eller tre gange, og vi tilbragte nogle gemytlige timer sammen. Han var en selskabsmand og en god fortæller, så tiden faldt os aldrig lang.
Da jeg rejste på orlov sidst i august måned, tog jeg afsked med ham på banegården i Douai.
Jeg kunne se, at tårerne stod ham i øjnene. Hvis jeg havde kunnet bytte med ham, havde jeg gjort det, men det var jo udelukket. Ved min tilbagekomst var han der ikke mere. Fronten var rykket nærmere t i l byen, og den var blevet rømmet af civilbefolkningen. Også landstormsbataljonen var trukket tilbage. For øvrigt var mit regiment også over alle bjerge. –
Vi så først hinanden igen i januar 1919.