Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.
Den Dag og de følgende rejste Ulugurubjergene sig foran os i al deres Vildskab. Veje fandtes overhovedet ikke. Vi maatte føre Kolonnen ad en smal Sti, der gik langs en gabende Afgrund, og da alle Veje lukkede sig opefter, maatte vi helt ned i Dalen for at komme videre.
Efter en halv Dags March kunde vi fra en dyb, sumpet, skoldende
hed Dal, hvis fugtige Luft næsten ikke var til at indaande, se ud over det eneste Bjerg, som vi nu var kommet over efter 6 Timers Anstrengelser.
Nede i Dalen rejste nye Vanskeligheder sig. Vi stod i Udkanten af en tilsyneladende uigennemtrængelig Jungle, hvis vældige Træer var tæt sammenspundet af Slyngplanter.
Stache havde regnet med det, og vi medførte en Del Skovknive, som blev uddelt til Bærerne. Med en Fortrop af Knivhuggere lykkedes det os Skridt for Skridt at trænge igennem Skoven og komme ud paa den anden Side af Dalen, hvor vi kunde slaa Lejr.
Stedet var godt skjult mellem Skov og Klipper, og der var ingen overhængende Fare for, at Englænderne vilde trænge frem hertil, saa vi lod roligt Folkene tænde Baal og spise sig et godt Maaltid Mad.
Selv nøjedes vi med en halv Ration Ris og Majsmel, da vi ikke havde tilstrækkelig Proviant med og derfor lige saa godt kunde sætte os
selv paa Ration med det samme.
Medens det endnu var lyst, havde baade Wisner og jeg været en Tur langs Skoven med vore Rifler — dels for at spejde efter mulige Fjender, men navnlig for at faa Ram paa et Stykke Vildt. Ingen af os havde imidlertid Held med sig, og vi var noget lange i Ansigtet, da vi mødtes ved Baalet og den halve Ration Ris.
Den anden Dag gik som den første med at bestige stejle Klipper, balancere langs gabende Afgrunde, omgaa ufremkommelige Kløfter og hugge os frem gennem jomfruelige Urskove. Det var haardt Arbejde, og vi kom ikke ret langt frem.
Da vi slog Lejr om Aftenen — ogsaa i en Dal — og studerede et Kort, som Stache havde, var der ingen Uenighed om, at vor Dagsmarch ikke synede ret meget paa Kortet.
Til Gengæld havde den tæret godt paa vore Bæreres Kræfter, og vi lod dem endnu engang faa fuld Ration for at holde dem i Humør.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)