Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I oktober 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 27. slog en næsvis granat ned i haven umiddelbart foran huset, så de sidste ruder gik i vasken. Vi havde to sårede, overgefrejter Schrimpf blev såret i underlivet, han var også netop kommet fra udfyldningsbataljonen, hans tilstand var håbløs, efter at han var forbundet, afleverede vi ham på forbindingspladsen, og jeg har intet hørt om hans senere skæbne. Den anden var kanonér Mehnert, det var et mærkeligt tilfælde, at netop han blev ramt, han sad nemlig som lyskuglevagt i en temmelig høj eg. Han var dog lettere såret i hovedet.

Dette her knalderi blev dog de gamle for meget, og de overlod os nu hele huset og flyttede hen til en datter, som også endnu opholdt sig i byen. Hver morgen kom fatter hen at hilse på os og for at se, om huset stod endnu. Vi forlod også huset og gravede os ned bag et hegn.

Vejret var nu smukt og mildt, der var intet der tydede på, at det snart var november. Midt på dagen var det roligst, der blev altid gjort ildoverfald om natten og særlig heftig i morgentimerne, sædvanlig var det mest roligt om morgenen, men her var det omvendt.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)