27. juni 1919. Blandet modtagelse af H.P. Hanssens udnævnelse til minister

Resolutioner fra Partiernes Rigsdagsgrupper
Partiet Venstres og Det Konservative Folkepartis Rigsdagsgrupper offentliggjorde 27. Juni 1919 i Dagspressen følgende Res., vedtagne 26. s. M.:

Venstre:

I Anledning af, at den nye Ministerudnævnelse har fundet
Sted, uden at Ministeriet har fundet det fornødent at forhandle derom med Rigsdagsp. pol. Forh. Udv., har Partiet Venstre enstemmigt vedtaget følgende Udtalelse til Offentligheden:

Venstre har af Hensyn til den heldige Udvikling af den sønderjydske Sag stadig ønsket, at alle Skridt vedrørende den kommende Genforening mellem det danske Sønderjylland og Danmark forud skulde behandles i Partiernes Fællesudvalg, hvilket ogsaa har været Forudsætning fra alle Sider. Vi betragter det som et Brud paa denne Forudsætning, at Ministeriet i en saa betydningsfuld Sag har handlet paa egen Haand og ikke har givet Partierne Adgang til Medvirkning.

Venstre maa derfor udtale sin alvorlige Beklagelse af Ministeriets hensynsløse Fremgangsmaade, der ikke er egnet til at højne Arbejdet for vor store nationale Sag.

Konservative Folkeparti:

Det konservative Folkeparti har Torsdag [26. Juni] enstemmigt vedtaget følgende Udtalelse:

Det konservative Folkeparti indrømmer det berettigede i den Tanke, at den sønderjydske Befolkning bliver repræsenteret i det danske Ministerium i Overgangsperioden inden Genforeningen. Havde Ministeriet henvendt sig til det politiske Udvalg herom, vilde vort Parti have medvirket hertil under Forudsætning af alle Partiernes Tilslutning.

Ministeriet Zahle har imidlertid ikke ønsket, at den danske Regering og Rigsdag som Udtryk for det samlede Folk i Fællesskab skulde løse denne Opgave, men foretrukket paa egen Haand at gennemføre den med Tilsidesættelse af den Rigsdag, til hvis loyale Samarbejde i det sønderjydske Spørgsmaal den ved tidligere Lejligheder atter og atter har appelleret.

Det konservative Folkeparti maa nedlægge den bestemteste Protest mod Ministeriets partipolitiske Optræden i denne Sag, der er egnet til at skabe Splittelse og Bitterhed i en Stund, hvor Sammenhold og Samfølelse i saa høj Grad var paakrævet.

Det radikale Venstres og Socialdemokratiets Rigsdagsgrupper vedtog 27. Juni følgende Res., offentliggjort i Dagspressen 28. s. M.:

Radikale Venstre:

Foranlediget ved de Udtalelser, Partiet Venstre og Det konservative Folkeparti har udsendt i Anledning af Hr. H. P. Hanssens Udnævnelse til Minister uden Portefølje, udtaler Det radikale Venstre paa Rigsdagen sin Tilslutning til Rigsdagsformændenes Velkomsthilsener til den nye Minister, hvori det med Rette sagdes, at det danske Folk hilser denne Udnævnelse med inderlig Glæde, sin Anerkendelse af, at Regeringen rettidig har draget Omsorg for, at der i Overgangstiden — paa den eneste Maade, hvorpaa det kan ske — sikres vore sønderjydske Landsmænd en ansvarlig Talsmand i Regeringen og paa Rigsdagen, saaledes at det samtidig klart er fastslaaet, at Sønderjydernes Repræsentant under Udførelse af sit store og ansvarsfulde Hverv ikke giver Tilslutning til noget Parti, men staar frit og uafhængig af danske indrepolitiske Brydninger, sin Afvisning af de uberettigede partipolitiske Beklagelser fra de Konservative og Venstre over, at Udnævnelsen ikke forinden Offentliggørelsen er forelagt et Rigsdagsudvalg. Ligesom Sagen efter sin Natur ikke kunde gøres til Genstand for Forud-Diskussion eller Beslutning hverken i Nordslesvigsk Vælgerforening eller i den danske Rigsdag, men maatte være en Regeringshandling, saaledes var den danske Rigsdag — og ikke et Udvalg af denne — det eneste Sted, hvor Meddelelsen om Udnævnelsen kunde og burde gives.

Socialdemokratiet:

Socialdemokratiets Rigsdagsgruppe udtaler — i Overensstemmelse med de Velkomsttaler, der blev holdt af Tingenes Formænd — sin Glæde over H. P. Hanssens Optagelse i Ministeriet.

Gruppen maa gøre Indsigelse mod den Opfattelse, som Partiet Venstre og Det konservative Folkeparti har tilkendegivet i udsendte Resolutioner, nemlig at en saadan Ministerudnævnelse først skulde være behandlet i Rigsdagsp. pol. Forh. Udv.

Dette Udvalg, der ikke er valgt af Rigsdagens Ting, men nedsat privat af Partierne, og hvis Sammensætning ikke svarer til den parlamentariske Partistilling, der betinger Ministeriets Tilværelse, har ingen Bemyndigelse til at erstatte Rigsdagens offentlige, for alle Vælgere tilgængelige Forhandling med fortrolige Meningsudvekslinger mellem nogle Repræsentanter for Partierne.

Ministerudnævnelse er en Regeringshandling, der straks bør meddeles hele Rigsdagen offentligt og her eventuelt kan gøres til Genstand for Debat. De Rigsdagsmænd eller Partier, der er misfornøjet med Udnævnelsen eller den anvendte Fremgangsmaade, maa være henvist til at fremføre deres Kritik paa parlamentarisk Maade, nemlig ved at rejse en offentlig Debat herom i Folketinget.

Socialdemokratiet agter, saafremt en saadan Forhandling optages, under denne at udtale sig og stemme for en Billigelse af det Skridt, Regeringen har foretaget ved at udnævne en Repræsentant for den sønderjydske Befolkning til Medlem af Ministeriet for — uden dermed at slutte sig til noget politisk Parti — at varetage sønderjydske Anliggender i Overgangstiden.

Erklæring fra Tingenes Formænd

I Anledning af disse Resolutioner udsendte Rigsdagstingenes to Formænd, Pedersen-Nyskov (F.) og A. Thomsen (L.) — begge Medlemmer af Partiet Venstre — 28. Juni 1919 en Erklæring, hvori de, for at undgaa Misforstaaelser af deres officielle Velkomsthilsener til den nye Minister ved dennes første Møde med Tingene 24. s. M., meddelte, at de

. . . deler den af vort Parti fremsatte Indsigelse mod Fremgangsmaaden ved den nys skete Ministerudnævnelse.

Vore Velkomstord, der iøvrigt blev fremsat uden noget Kendskab til Sammenhængen med denne Overraskelse, gjaldt kun Personen og Sønderjyden H. P. Hanssen.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *