27. juni 1917 – Mathias Damm: “… Arbeidet er sluppet op”

Senest ændret den 16. september 2017 21:54

Mathias Damm var landmand i Gøttrup. Han blev indkaldt i foråret 1915 og kom til at gøre tjeneste på østfronten. I slutningen af juni 1917 var han hjemme på orlov på den fædrende gård, der lå midt i Sikringsstilling Nord.

den 27 Juni.

Kære Fader!
Jeg vil nu skrive lidt til dig, for Arbeidet er sluppet op. Vi har alle de Roer udtyndet, som duer og de andre er nu ved at komme op, da de har faaet Regn. Igaar skulde vi havt Hø opsat, men saa gav det sig til at øsregne og i Nat har det ogsaa regnet og tordnet, naa, for min Skyld gærne, min Nattero forstyrres ikke deraf. Det kunde nu godt give godt Veir, til vi havde vort Hø bjærget, thi Jorden er opblødt, og Græs og Kom kan nok gro for den Ting. Dog ser det ikke meget ud efter Høveir idag.

Vi har idag faaet opryddet i Loen og nu er de ved at rydde op paa Gangen derude. Kornet staar forresten godt, og det kan jo nok være det kan blive til noget. Roerne ligesaa. Der er kun en Ager udtyndet til Syd.

I disse Dage er der slet ingen Arbeidsfolk her i Nærheden. Om det er Regnveiret der er Skyld deri er vist vanskelig. Jeg bryder mig forresten heller ikke om de Hr. Der var en forleden, som ikke kunde taale, at jeg sagde Godmorgen. Men det skal han jo vide. Det var ialfald ligesaa meget til Folkene som til ham jeg sagde det.

Moder er ved at reparere min gamle Vest, men det er nok nærved at det blot er Knapperne der duer. De sagde, da jeg kom, at den kunde nok sige ‘Du” til din. Cathrine er ude at luge i Haven, saa vi er alligevel mægtig i Gang. Haaber du kan tage det lidt mere med Ro, og det ikke maa vare for længe inden du kommer hjem igjen.

Og nu blot mange Hilsner fra os alle din Søn
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

En tanke om “27. juni 1917 – Mathias Damm: “… Arbeidet er sluppet op””

  1. Mathias Peter Damm var bror til min bedstefar: Rasmus Henriksen Damm, Toftlund, som har skrevet dagbog under 1. Verdenskrig, hvor han ødelagde spaderne, så han kom i køkkenregionen og slap for at skyde mod sine “egne”, idet han var dansk-sindet; men tvungen til tysk militærtjeneste. Han var fanebærer for DSK – Dansk Sønderjyske Krigsdeltagere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *