Senest ændret den 28. januar 2018 14:29
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien.
Den 27. januar 1918 på kejserens fødselsdag fik jeg jernkorset. Ved morgenappellen blev navnene råbt op foran fronten. Vi var to, der fik det denne dag. Batteriet stod ret. Batteriføreren løjtnant Wiederholdt holdt en tale, og i kronprins Rupprecht af Bajerns navn, til hvis frontafsnit vi hørte på dette tidspunkt, overrakte han os medaljen for udvist tapperhed og pligttroskab under de svære kampe i Flandern, speciel for udvist mod den 20. januar. ”Alle ret”. I sin tale udtalte han ønsket om, at vi måtte komme hjem til vor hjemegn med et helt kryds (dermed mente han med hele lemmer). ”Træd af’.
Et par dage senere blev jeg syg. Jeg fik høj feber og kuldegysninger. Jeg meldte mig syg og kom ned til bataljonslægen. Det var Grippe (influenza) (den spanske syge). Jeg skulle i seng, og så fik jeg nogle aspirintabletter, som jeg skulle tage nogen af. Jeg var meget syg. Jeg havde håbet på at komme på lazarettet, men det kom jeg ikke.
Vi havde en sygepasser, han hed Schäfer. Han kom op et par gange om dagen, men han så blot på mig, gav mig en aspirin, og så gik han igen. Jeg fik kammeraterne til at hente mig lidt vand, de tog også maden med til mig, men jeg havde ikke ret meget appetit, det tørre brød ville ikke rigtig skride. Jeg lå med høj feber, og de andre havde en grammofon og een plade, og den spillede ustandseligt en Polka Mazurka, og denne melodi tumlede hele tiden i mit hovede, hvad enten grammofonen gik eller ikke.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Overskriften og teksten, begge om jernkorset, hænger ikke sammen med URL’en = adressen på internettet.
Adressen synes at angå et andet indlæg, noget om Tychsen og en belgisk pige.
Det er rettet nu. Det skyldes, at indlægget får en url svarende til den første overskrift, man giver et indlæg. Og den beholder den, selvom man senere ændrer overskriften til noget andet, men mindre man husker også at redigere url’en – og det smutter nogen gange.
/RR