Hans J. Nielsen, Jenning, Ballum, beretter om, hvordan Kejser Wilhelm II’s fødselsdag blev fejret med en parade, der ikke gik helt efter planen.

Vi laa i Ro i en lille Landsby i russisk Polen. Vinteren var streng, høj Luft og knagende Frost, rigtig fint Vejr til Eksercits. Der skulle ogsaa øves dygtigt til en stor Parade paa Kejser Wilhelms Fødselsdag.

Nu ved enhver gammel Soldat jo nok, at Kejseren ikke selv var til Stede, men lod sig repræsentere ved Divisionschefen, i dette Tilfælde Excellencen von Breugel.

Paraden skulde foregaa i Byen i Nærheden af vort Kvarter. Alle Forberedelser blev foretaget med prøjsisk Grundighed. Der blev rejst Tribuner til den høje Stab og til Musikerne, Grantræer blev plantet langs Vejen, hvor Paraden skulle foregaa. Paa Vejen blev der strøet Sand; den var nemlig glat som et Spejl.

Ved Parolen den 26. Januar om Aftenen blev det bekendtgjort, at alt og alle skulde være i bedste Orden; alt skulde pudses og blankes. Vi skulde træde an et Kvarter over otte, og Afmarchen skulde finde Sted Klokken halvni til Poppenikli.

Kejserens Fødselsdag den 27. Januar oprandt ikke med Frost og Solskin, men med øsende Regn. Da vi ankom til Poppenikli, var hele Paradepladsen forvandlet til en Isbane.

Musikerne havde indtaget deres Pladser. Vi stod klar til at tage imod Excellencen. Omsider kom han, men i Stedet for at ride Fronten af, blev han kørt hen til den pyntede Tribune, og saa skulde Parademarchen begynde.

Musikken satte i, der blev kommanderet „March!” men, o ve! Ingen kunde staa paa Benene! Naar endelig en Afdeling kom hen i Nærheden af Tribunen, blev der naturligvis kommanderet „Giv Agt!“ og saa gjaldt det jo om at se derhen, hvor de høje Herrer stod; men enhver, der var altfor ivrig, gik sig en Tur paa Bagen.

Det blev dog taget med godt Humør. Efter Paraden blev der serveret noget tyndt Øl, og saa var den Højtidelighed forbi.

DSK-årbøger 1953