Senest ændret den 29. marts 2017 9:08
20-årige Johannes Christensen befinder sig med Regiment 84 på det rolige frontafsnit ved Thiacourt sydøst for Verdun. I dette brev til sin familie hjemme i Visby ved Bredebro prøver han at udrede, hvilken betydning de seneste begivenheder i krigen – Operation Alberich (tyskernes planlagte tilbagetog til stærkere stillinger på vestfronten) og Februarrevolutionen vil få for krigens gang.
Stillingen 26/3 1917.
Kære alle sammen!
Nu skal I så have det lovede brev, som jeg skrev på forrige kort. Jeg er stadig i skansearbejde nu og bliver her 3-4 dage. Vi arbejder fra om morgenen klokken 7.00 til 15.00 eftermiddag i en tur, men så er vi da også for det meste færdig for en dag, så med tjeneste går det jo endda, men det skal jo også forestille ro for os. En ordentlig appetit har vi , kan I tro, når vi kommer tilbage efter at have arbejdet otte timer ud i ét, og så i denne sne og kulde, som vi stadig har endnu hver dag.
Så er Alfred (Johannes storebror, red.) heller ikke kommet på orlov endnu. Jeg gad nok vide, hvornår I alle skulle få os at se derhjemme. Måske bliver det ikke før pinse, men hovedsagen er jo, at vi blot kommer hjem en gang, så må vi have tålmodighed så længe. Det går forfærdeligt langsomt med orloven i denne tid. Der kører seks mand ad gangen. De næste, der kører, bliver vistnok omkring 6-7. april, så de kan være hjemme påskedag. Det var nok rart, at komme med på den tur, men stort håb har jeg jo ikke.
Hvordan har I det ellers derhjemme? Går det nogenlunde med sundheden mor og far? Mon vi dog ikke snart skulle fred?
Tyskerne er jo gået et stort stykke tilbage deroppe ved Somme, men af hvilken grund de har gjort det, og hvad følgerne vil blive er jo ikke godt vide. I Rusland har de også haft et mægtig spektakel, ladet det jo til og her fortalte de i går, at de havde tilbud om fred, men det stemmer jo naturligvis heller ikke.
Ah! Gid det dog snart var så vidt, at vi kunne drage hjem igen og ud af denne krigstummel, hvor hverken sind eller tanke nogensinde kan finde ro, men stadig på ny hver dag bliver oprevet af uhyggelige og ulykkelige begivenheder og tildragelser. Oh! Ja, hvor vi længes efter at komme hjem igen, ud af det hele og begynde et andet liv igen. Ja, Gud give, at det ikke må vare så længe. Jeg synes, at jeg er så adspredt i disse dage, så jeg kan slet ikke tænke mine tanker til ende. Det blev heller ikke noget rigtigt brev i aften. I må undskylde, men jeg kan ikke samle mine tanker. I hører nok snart igen. Jeg har det ellers godt.
Med kærlig hilsen og på gensyn, Eders Johannes
Hils venner og bekendte derhjemme. I har vel ikke hørt noget om ansøgningen? Har I heller ikke hørt noget fra Thorvald (Johannes’ bror, red.). Han er jo flyttet igen.
Hils venner bekendte derhjemme.
Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.
