Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov besluttede han at gå gennem Vadehavet mod nord. Men han for vild og måtte søge i land, inden han var nået over grænsen.
Tågen lå tæt; jeg hørte noget Maskineri arbejde i Nærheden, listede efter Lyden og opdagede to civilklædte Mænd. Jeg tog Mod til mig og gik hen og hilste „Go’ Morgen!“ , de svarede: „Gut’n Morgen!”
Og da jeg spurgte, hvor de logerede, svarede de: „In Scherrebek!“
Jeg forsvandt da hurtigst muligt. Træt og udaset og småt fortvivlet over Situationen fandt jeg en dyb
Grøft, hvor jeg lagde mig til at sove.
Jeg vågnede ikke før Middagstide, da Solen skinnede så dejligt lige ned i Ansigtet på mig. Nu blev jeg først klar over, hvor jeg befandt mig: Lige ud for Skærbæk. Jeg fandt det da rigtigst at holde mig skjult Dagen over.
Til Aften skulde Turen over Grænsen da forsøges igen. Jeg holdt ustandselig Udkig fra mit Skjulested, men så intet til Patruljen Dagen igennem. Det var Pinselørdag, og mange Tanker gik igennem mit Sind.
Landflygtig var jeg bleven i min egen Hjemstavn, turde ikke lade mig se, hverken af Ven eller Fjende. Min Onkel fra Søndernæs passerede tæt forbi mig over Marken, men jeg turde ikke røbe mig. Da Solen var ved at gå ned, hørte jeg Kirkeklokkerne trindt omkring fra ringe Pinsehøjtiden ind; da sløredes mit Blik, og Verslinjerne, jeg så tit havde sunget, blev underligt levende i mit Sind:
”Landflygtig jeg mod Hjemmet igennem Tårer ser”
– Jeg forstod nu først ret, hvor meget der ligger i denne Sang om Hjem og Hjemstavn: Nej, ingen Plet på
Jorden er skøn, som du, mit Hjem …
Da Mørket var ved at falde på, kom jeg frem af mit Skjul, listede mig så langs Diget mod Nord, for at gøre Vejen ude i Vadehavet så kort som muligt. Uden at mærke noget kom jeg derved tæt ind på Strandpatruljen, der havde ligget og luret på Rømningsfolk, måske også på mig. Der var tre Mand, som rejste sig fra deres Skjul ved Diget lige foran mig.
At flygte vilde nu betyde den visse Død. De bragte mig så ind til Vagtstuen i Brøns.