26. april 1915. Rygter: Anlægges der skyttegrave ved grænsen til Danmark?

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen

Syd for Grænsen under Krigen

De militære Foranstaltninger i Nordslesvig

Et urigtigt Sensations-Telegram

„Berlingske Tidende” for Torsdag den 22. April indeholdt følgende sen­sationelle Privattelegram fra Vamdrup:

“Syd for Grænsen træffes der i den sidste Tid omfattende militære Forholdsregler. Vagt­tjenesten ved Grænsen, der hidtil har været besørget af Landstormsfolk, er bleven skær­pet, og tværs over den nordlige Del af Lan­det anlægges Skyttegrave og foretages andre Forsvarsforanstaltninger.

Samtidig er store Troppemasser, et halvt Hundred Tusind Mand med et meget stærkt Artilleri, samlede paa Linien Flensborg Tøn­der.

Disse Foranstaltninger i Forbindelse med andre Omstændigheder, bl. a. den, at Telegraf-forbindelsen med Udlandet var afbrudt hele Mandagen, har fremkaldt stærk Nervøsitet hos Befolkningen i Hertugdømmerne.

Myndighederne har derfor nu anset det for nødvendigt at udsende en beroligende Er­klæring, hvori det hedder, at ‘Provinsens Beliggenhed ved Grænsen nødvendiggør for­skellige Sikrings- og Forberedelsesforanstaltninger. Befolkningen advares imidlertid ind­trængende imod at blive ængstelig af den Grund. Under en saa langvarig Krig kan man ikke undlade at tage Hensyn til enhver Mulighed for Sikring og Afværgelse, ogsaa saadanne, der tager Sigte paa Begivenheder, som ikke falder indenfor Sandsynlighedens Grænse.’

Da dette Telegram, der for det vig­tigste Indholds Vedkommende er ganske fejlagtigt, allerede har foranlediget og formentlig vil foranledige yderligere Forespørgsler hos os, skal vi oplyse, at der — som vi tidligere har med­delt — nok er paabegyndt Gravning af Skyttegrave syd for Vojens, foreløbig fuldt feltmæssigt indrettede med Pigtraadsforhindringer, men at der dog hidtil kun er gravet nogle faa Kilometer.

Ved Spandet, her vest paa, er man ligeledes begyndt at grave, men ikke i saa stor Udstrækning som ved Vojens. Det er foreløbig det hele.

Om store Troppemasser paa 50,000 Mand paa Linien Flensborg—Tønder foreligger der intet som helst, og der foreligger heller intet om et meget stærkt Artilleri i samme Egn. Med­delelsen er, ligesom et lignende Rygte for nogle Uger siden, ren og skær Op­digt.

Ud over Bladene og Telegrafkon­torerne har ikke ret mange Mennesker været vidende om, at Telegrafen har været standset sidste Mandag, og Be­folkningen har derfor ikke kunnet blive nervøs heraf. Dersom der er bleven mere Ner­vøsitet hos Befolkningen, hidrører den rimeligvis fra de tiltagende Indkaldelser til Fronten og ikke af de Skyttegrav­ninger, der nu foretages.

Og, som sagt, Troppemasserne og det meget Artilleri, er en gammel Krønnike, der verserede i visse Egne for 3—4 Uger siden og kun var et af de mange løse Rygter, der flyver omkring — til Skade for Egnen paa begge Sider Grænsen, til Gavn for ingen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *