Sønderjyden “J” beretter om beskydningen af en landsby bag fronten

Beskydningen af en Landsby bag Fronten.
Frankrig, i September 1915.

Det var en stille, klar Efteraarsdag, maaske en Smule varmere end sædvanligt. I hvert Fald fik Solen forholdsvis hurtigt Bugt med den sidste blaanende Dis, der plejede at holde sig mellem Skovene og vanskeliggøre Flyveriagttagelser.

Nu i Dag var Vilkaarene for Flyverne de allerbedste, og fra tidlig paa Formiddagen af kredsede de da ogsaa højt oppe over Frontlinjen og langt inde over Egnene bagved til begge Sider. Fløjtesignalerne, der betød Ordre til „Flyverdækning“, lød uafbrudt fra Reservestillingerne og Landsbyerne bag Fronten.

Der syntes dog ikke at skulle hænde noget særligt den Dag. Ved Middagstid begyndte Artilleriet sin sædvanlige Duel; med Minutters Mellemrum hvinede Granaterne gennem Luften fra den ene Artilleristilling over mod den anden.

Vi var lige blevne færdige med at drikke Eftermiddagskaffe, og Drøftelsen af Fredsudsigterne — et Yndlingsemne -— var gaaet i Staa under Arbejdet, da der pludselig hørtes et vældigt Brag, saa Ruderne klirrede og Tagpanderne ramlede ned. Det var noget, vi var vant til; vi troede, at Braget stammede fra Afskydningen af svært Skyts eller fra, at et dødt Projektil, en saakaldt „Blindgänger“, var gaaet ned i Nærheden, hvad der ofte hændte.

Vi løb ud for at undersøge Aarsagen. Men næppe var vi komne ud, før den hvislende, skruende Lyd fra en Granat hørtes lige i Retning mod os. Den gik ned med et vældigt Brag i et Hus en Snes Meter til højre.

Der hørtes atter et Skud fjernt ude i Sydvest, og den tredje Granat kom hvislende og surrende — Sjurrr—urr—yrr—yrr—rr — i skraa Linje gennem Luften. Den gik ned gennem Mønningen af det tredje Hus til venstre. En tyk sort Røgsky fra Eksplosionen steg op gennem Hullet i samme Øjeblik, Granaten var gaaet ned, og sammen med Drønet fra Eksplosionen blandede sig Braget fra sammenstyrtende Mure og splintret Tømmer. Alentykke Bjælker splintres af nedslaaende Granater som svage Halmstraa.
Dette var Begyndelsen.

Beskydningen blev fortsat til Mørket indfandt sig. Med ca. 1 Minuts Mellemrum hørtes Skuddene ude i Sydvest, derpaa Granaternes uhyggelige Hvislen og Surren gennem Luften og sluttelig Nedslaget i Nærheden, saa Jorden rystede, og ofte sprøjtedes der Snavs og Smaasten gennem Hullet ned i Dækningen til os.

En Granats Bane gennem Luften kan følges med Øret, men selve Granaten kan ikke ses. Man kan høre, i hvad Retning Granaten bevæger sig, lige meget, om det er i en Bue højt over en, ud til en af Siderne eller i Retning lige hen imod en; men det gaar saa hurtigt, at det blotte Øje ikke kan følge med eller se noget. løvrigt er det jo indlysende, at Lyden er nogen Tid om at forplante sig, og at Projektilet er længere fremme end paa det Sted, hvorfra Lyden i et givet Øjeblik kommer. Der siges, at naar man kan høre Projektilet, er der ingen Fare, en Sætning, der dog nok ikke passer helt.

Naar man derimod iagttager Beskydningen fra nogen Afstand, som der saa tit er Lejlighed til, kan man se Røgskyen fra Stedet, hvor Granaten slaar ned. Først derpaa — eller et Par Sekunder senere, alt efter Afstanden — høres den skruende, hvislende Lyd fra Granatens Bane gennem Luften. Det er som med Lynilden og Tordenbraget: Øjet opfatter hurtigere end Øret.

Vor Landsby havde gentagende været udsat for Beskydning. Mure og Tage var gennemhullede af Granater, mange Huse var afbrændte eller skudt helt i Grus. Ved det nye Bombardement øgedes Hærværket selvfølgelig. Der dyngedes nye Grusdynger, nye Ruinhobe til de tidligere, og Landsbygaden og Haverne blev oprevne af dybe Granathuller. Et saadant Granathul ligner nøjagtigt Hullet, hvor Roden af et Træ er gravet ud. I Løbet af et Sekund roder Granaterne fra det mellemsvære Skyts, hvormed vor By blev beskudt, et saa bredt og dybt Hul i den haarde Limsten, som det vilde koste en Arbejdssoldat Sved og Møje at faa færdig gravet og udmejslet i Løbet af en hel otte Timers Arbejdsdag.

Da Aftenen kom, brændte et af de store Huse. Endvidere var de halmrige Møddinger syd- og nordfor Byen tændt i Brand. Hvis der havde været indbjærget Høst i Laderne, var selvfølgelig hele Landsbyen gaaet op i Luer. Nu begrænsedes Branden til et Par Huse og Møddingerne.

Saa vidt jeg ved, gik der intet Menneskeliv tabt ved den til Tider ret kraftige Beskydning. Vor Tabsliste siges at begrænse sig til, at en Mand blev saaret paa Kinden af en Granatsplint. Vi havde altsaa Held med os, men vi sad ogsaa i temmelig sikre Dækninger.

Man maa understrege „temmelig“, thi der skal et ordentlig solidt Tag til at staa imod, naar en 15-Centimeters eller 21-Centimeters Granat rammer Stedet. Heldigvis blev ingen af vore Dækninger udsat for denne Ildprøve.

Et Under var det, at ogsaa Landsbyens franske Befolkning slap godt fra Beskydningen. Der er ca. 100 gamle Mænd, Kvinder og Børn tilbage i Byen, som fører en kummerlig Tilværelse under og i Ruinerne af deres gamle Hjem. De tilbragte Timer i Angst og Uro hos os i Dækningerne eller i Kældrene under Husene. Mure og Tage styrtede ned over deres Skjulesteder, men de slap alle — saa vidt jeg da har erfaret — derfra med Livet.

J.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)