Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, mandag d. 25.10.1915

Kære, kære Jørgen!

Ja, bedrøvet blev jeg rigtignok, da jeg i aften fik dit brev. Jeg har jo nok kunnet sige mig selv, at i Husum kunne I ikke blive ved at holde, men så håbede jeg altid, at der kunne ske et eller andet, så I kunne blive fri for at komme med. Men der sker jo ikke noget, der tyder på fred, og så er der jo ikke andet at gøre end finde sig i det, hvor svært det end er. Det gør mig så ondt, så ondt for jer, I stakler, vi herhjemme må jo ikke klage os. Men hvornår vil de gode dage da komme igen, da vi kan være sammen med vore små børn igen, for den tid kommer, det tror jeg fuldt og fast, og hvor vi så vil takke Vorherre og aldrig glemme ham. Det har vi jo vist gjort før, da vi havde det så godt.

Fru Thuesen telefonerede i aften, om vi skulle tage afsted til Husum nu en af dagene, eller vi skulle vente til lørdag. Vi blev så enige om at se tiden an, for du ville jo telefonere, hvis der skete noget. En trøst er det da, I gode kammerater kommer med hverandre, at være ene mellem lutter fremmede ville da være alt for trist, men det sker jo også….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.