Senest ændret den 17. september 2021 20:24
I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.
Man skulle tro, at løjtnanten var faldet lidt til ro oven på den dukkert, han havde fået ved krigsretten. Men tværtimod, han blev mere og mere ondskabsfuld.
Jeg kunne være sikker på, at så snart der var et ekstra job, der skulle udføres, så hængte jeg på den. Om han var ude på at få mig dræbt, skal jeg lade være usagt. Det kan også være, at han ønskede, jeg skulle forløbe mig og nægte at udføre en ordre. Jeg holdt imidlertid »kæft, trit og retning«, så det fik han ingen fornøjelse af.
Richard var godt gal på mine vegne, og en dag sagde han til mig i fuld alvor: »Der bringt Dich noch ins Massengrab, der Verdammte« (Han bringer dig i massegraven, den forbandede karl). Men selv den ringeste hund kan man drille så længe, at den bider fra sig. En nat var det så vidt.
Vi havde været i angreb fra tidlig morgen, var gået frem og tilbage og atter frem, ind til vi standsede fremrykningen foran en landsby.
Maskingeværerne var med i første linie, så der blev slæbt bravt på det tunge materiel. Pludselig blev det kompagni infanteri, hvori vi lå, trukket tilbage. Vi var nu alene og skulle holde fronten med de tre geværer, der var i vor deling.
Vi havde en ny Feldwebel som delingsfører, en af dem, som løjtnanten med forkærlighed rekvirerede fra garnisonen. Feldweblen var en flink mand; men det var den første fremrykning, han deltog i, så hans krigskunst var lig nul. Han var, hvad vi kaldte en ældre mand, måske omkring de fyrre.
Foran os havde vi et lille vandløb, nærmest en bæk. Til venstre var der en vej og en bro, der førte over vandløbet. Ca . 200 meter længere fremme lå den landsby, hvor fremrykningen var standset. Den var besat af englændere, – mente vi da.
Vi lå ganske godt med vandløbet foran os, selv om det ikke var ret bredt. Pludselig fik Feldweblen den skøre idé, at vi skulle forcere vandløbet og grave os ned på den anden side. Dette gav Richard anledning til at spørge, om det var meningen, vi skulle vinde krigen helt alene?
Hvad Feldweblen svarede, husker jeg ikke, men han gav ordre til fremrykning. Vi troede selvfølgelig, at vi skulle gennem vandløbet; men nej, vi skulle sandelig over broen. Det var endnu mere skørt, da fjenden jo med lethed kunne meje os ned med et enkelt maskingevær, når vi passerede broen. Men Feldweblen var allerede gået foran, og for skams skyld var vi nødt til at følge efter.
Heldet var med os. Vi kom over broen, uden at der faldt et eneste skud. Englænderne må være gået tilbage eller sat ud af spillet af det tyske artilleri, der stadig beskød byen.
Da vi havde indtaget vore nye stillinger, var Richard der igen med en af sine humoristiske bemærkninger: »Hr. Feldwebel, når De i løbet af en otte dages tid kommer tilbage til Tyskland, så vi l De nok være så venlig at hilse fra os.« Feldweblen kunne ikke rigtig forstå hentydningen og spurgte, hvad han mente. Richard svarede, at det kunststykke, Feldweblen her lige havde lavet, kunne han ikke udføre en gang til med held. Det mente Feldweblen let kunne lade sig gøre, og Richard lod ham blive i troen.
Dagen efter fik Feldweblen en kugle, der gik gennem munden og ud gennem den ene kind – et heldigt skud, som sikrede ham billet til Tyskland. Richards indpakkede spådom gik i opfyldelse hurtigere, end vi havde troet.