Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 25.2.1918

…I Modersmålet, som jeg fik idag, læste jeg en glædelig nyhed om hjemsendelse af arbejdsanvendelige landmænd, og til dem må jeg vel nok kunne regne mig. Du har måske set det i bladet, men jeg klipper det ud og lægger det i brevet. Jeg synes, at så kan der da være håb om, at jeg kan blive sendt hjem. Løjtnanten beklagede meget, at det ikke var lykkedes for os sidste sommer. Det gjorde ham hjerteligt ondt, sagde han, det skulle jeg skrive til dig. Som du ved, er det en mand, som jeg sætter meget pris på. Han mener, hvad han siger. Orlov skal være spærret til 27. april, men så længe vil det jo også vare, inden en sådan ansøgning om tilbagestilling når hertil…
Jeg må sige, at jeg har det meget godt nu, og du kan tro, at jeg skønner på det, kære Inger. Det er noget andet at kunne lægge sig til at sove om aftenen og ikke behøve at trække på vagt ude i skyttegravene. Og den bestilling, jeg har, er en af de bedste, for med mine æsler behøver jeg aldrig at køre derud. Det gør de derimod med hestene, og det kan sommetider være fare derved, men jeg ved da ikke, at de har haft tab derved. 3. kompagni havde 4 døde i går. Tidligt om morgenen foretog englænderne et ildoverfald, og derved blev de fire mand, som havde søgt skjul, ramt af en granat og var døde med det samme. Det er sørgeligt sådan noget, og det vil jo nok blive meget værre, når offensiven begynder…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918