Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

1. Juledag 1916

Min egen kære Inger!
Der kom en pakke i dag, som du havde afsendt den 12. Men hvad der er i den, ved jeg ikke endnu, for det var lige, da vi skulle på vagt, at jeg fik den. Jeg er på vagt i lazarettet og står og passer på den gamle belgier, som jeg skrev om sidst. Han er ellers helt gemytlig og vil meget gerne fortælle, men jeg kan ikke godt forstå ham. Han fortæller, at han havde ikke opgivet sit kartoffelforråd rigtigt, og da der så kom en soldat og skulle se efter, smækkede belgieren døren i for ham og gik ind i stalden, hvor han tog en kniv og ville til at skære roer til sin ko. Da soldaten så kom derind, troede han, at han ville stikke ham med kniven og skød ham derfor en kugle i benet. Om det nu passer, ved jeg ikke, men hvis det er sandt, så skulle vedkommende rigtignok hjælpes. Den gamle mand havde besøg af sin datter i formiddags, og hun havde en pibe og tobak med til ham, så nu får han sig en pibe tobak i sengen. Han er ikke tilfreds med kosten, og det kan jeg godt forstå. Han får ellers samme kost som de andre patienter. Nu skal du høre, hvordan jeg fejrede juleaften.

Kl. 5 begyndte festen i gymnastikhuset. Det var pyntet med grønt og flag, og der stod 4 lange borde, som var dækkede med lagener istedet for duge, og hele traktementet, vi fik, var øl. Så blev der sunget nogle flerstemmige sange og løjtnanten holdt en tale eller rettere læste den op. Siden blev der uddelt nogle gaver, jeg fik en lille chagpibe og lidt tobak, og andre fik skrivepapir eller lommeknive og forskellige andre ting. Jeg var der ikke længe, for jeg syntes ikke om at holde jul på denne måde. Og så gik jeg op på stuen og tændte det lille juletræ, du og børnene havde sendt. Jeg tænkte på, at det var vist ved den tid, I var oppe ved juletræet hjemme. Ja, det havde været noget andet, om jeg kunne have fejret jul sammen med Jer, mine kære. Petersen og jeg gik derpå hen på soldaterhjemmet og fik os lidt kaffe med en honningkage til. Det var da lidt mere hjemligt end at sidde og drikke øl. Hjemme får vi da også kaffe på juleaften…

2. Juledag 1916 …

I går har I altså været i Skovbølling. Jeg tænkte meget på jer, da jeg var på vagt. Sådan at stå i ensomhed i to timer ad gangen kan nok give tankerne noget at sysle med. Og så kom jeg også til at tænke på, hvordan det vil komme til at se ud i Fjelstrup, når krigen er endt, og vi som endnu er bleven bevarede kommer hjem. Så vil der savnes en hel del unge mænd, både på gårdene og i husene. Hvem skal fylde hullerne, når de som endnu sidder på gårdene ikke kan længere. Og vi vil få to nye naboer. Nå, det er jo kun tanker. Vi vil håbe, at det kan gå meget bedre. I går sendte jeg en del af dine breve hjem. Jeg kan ikke nænne at brænde dem, for du er så flittig til at skrive og opmuntre mig, og det kunne jo også tænkes, at vore små piger engang nok vil læse brevene. Det er et sørgmodigt brev, kære Inger, men du vil nok bære over med mig. Det lille juletræ, du sendte mig, har vi stående på et lille bord i stuen. Det står i et blækhus, det var en af kammeraterne, som kom på den tanke. Vi tænder lysene lidt om aftenen, det minder lidt om julen hjemme…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.