A.J. West, hvis far var blevet udvist af de preussiske myndigheder, blev den første danske rektor på Tønder Statsskole. Han fortæller her om den første tid.
Den signede Dag. Af A. J. West.
Den første Morgensang ved Tønder Statsskole fandt Sted om Formiddagen d. 25. August 1920, da den danske Gymnasieskole
aabnedes.
Til Stede var Skolens 140 Elever, hele Lærerforsamlingen, mange Forældre og en hel Del Indbudte eller særlig Interesserede.
Vi begyndte med »Jeg elsker de grønne Lunde«, og i Aabningstalen understregede jeg den positive Kærlighedens Aand, der gaar igennem hele Digtet, og forpligtede os til i Digtets Aand ikke at uddybe Modsætningen, endsige prædike Uvilje og Had til det, der ikke er dansk, men samle os om det, der binder Danske sammen, og i denne Forbindelse citeredes det Vers om Danmark, hvori det hedder:
Mig fryder din Ros, din Ære,
mig knuger din Sorg, dit Savn,
hver Glans, hver Plet vil jeg bære,
som falder paa Danmarks Navn.
Under min Tale opdagede jeg bagest i Salen en Uanmeldt, en meget sønderjydsk interesseret Mand, en af min Faders gamle Elever fra Stevns, som havde mærket sig Dagen — formodentlig efter en eller anden sønderjydsk Avis — og nu var mødt for i al Diskretion at overvære, hvorledes en af »de fordrevne Slesvigere« efterfulgtes af en af sine Sønner i Ungdomsarbejdet i det genvundne Land.
Det var i sig selv en stor Opmuntring for mig; men ellers gav kun de mange alvorlige og højtidsstemte Ansigter et Vidnesbyrd om, at der var Glæde og Forventning hos de Mennesker, unge og gamle, som vi skulde arbejde iblandt. Men næste Morgen, den første Gang vi helt alene begyndte vort Arbejde, kom dette til Udtryk paa en ligesaa uventet som opbyggelig Maade.
Vi sang Grundtvigs »Den signede Dag«, Sangen om Lyset, Livets Lys, den signede Dag, som Jesus har skabt, det Jordeliv, hvis Afslutning er »den liflige Aftenrøde«, efter hvilken vi rejser til vort Fædreland, O: den evige Dag, hvor ». . . frydelig . . . til evig Tid, med Venner i Lys vi tale«.
Det er et dejligt Digt om den gamle, fromme Tanke, at Livet kun er »Vejen« og Døden Indgangen til »Fædrelandet«, vort egentlige Hjem: »der stander en Borg saa prud og grand med Gammen i gyldne Sale«.
De færreste af os kan med fuld Sandhed synge Sangen efter dens egentlige Mening; thi vi hænger ved Livet og det Sted, hvor vi sættes for at leve det. — Men smuk er Salmen, og »den signede Dag« kan jo netop synges ved en Start, hvor Taknemlighed og Livsmod fylder os.
Allerede Anslaget var af en særlig Varme, og Højtid bredte sig over os alle, da det straks blev tydeligt, at her lagde netop Eleverne Kraft i Stemmen. Vers efter Vers lød festligt og stærkt gennem Salen; men sidste Vers blev noget for sig:
»Saa rejse vi til vort Fædreland« lød fortissimo, hele Rækker satte i med en Understregning af hver Linie. »Fædrelandet« i Ordets bogstavelige Forstand blev levende blandt os, de unge Stemmer udtalte en Tak og en Glæde, som gjaldt selve »Dagen«, selve den danske Skoles Tilblivelse, selve Genforeningen.
I Aarevis gentog det sig og gav »Den signede Dag« en Særstilling blandt vore Morgensange.
Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: Tiende Februar. Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.