Senest ændret den 26. april 2017 11:40

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten ved Somme, hvor han blev tildelt IR357.

Vi blev snart ført frem, snart tilbage. En Dag, da vi gik tilbage, var der en Kammerat, som nægtede at gaa med; han blev baade truet og tigget, men sagde Nej. Han tog sin lille Spade og gravede Hul i en Brink, som vi stod ved, og sagde saa: „Nu maa Englænderne enten skyde mig eller tage mig til Fange.”

Bagefter blev der fortalt, at nogle Kammerater havde set Englænderne komme og kaste et Par Haandgranater hen til ham, og saa var han selvfølgelig død.

Det blev offentligt bekendtgjort ved vor Bataillon, og hvem véd hvor
langt; men hele Historien viste sig at være Løgn.

Fra Kammeraten kom Brev, som var sendt ind i Tyskland over Danmark, hvori han skrev til sine Forældre, at han var i engelsk Fangenskab og havde det godt, og at vi skulde bare skynde os at komme over til ham.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).