Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 24. juni 1918

Min egen kære Inger!
… og nu glæder du dig over de kaffebønner, som jeg har købt. Ja, når du nu bare får dem, men det gør du vel nok, for pakker herfra plejer vel ikke at blive stjålne. Jeg kan ingen flere bønner købe, da de forlængst er udsolgt. Det var vor kantine, som havde nogle få pund. Det er rå bønner, jeg har sendt, men dem I kan købe hjemme, er måske brændte, for ellers er det da en vældig pris. Det er da næsten for dyrt at drikke bønnekaffe, men det er vel også kun ved festlige lejligheder, at I får god kaffe.

Du skriver, at Hans søger om pas for at komme hjem inden høsten. Nu kan jeg altså næsten tænke mig grunden for, at ansøgningen er blevet afslået.

Nå, nu vil vi ikke skrive mere om den sag. Du skal slet intet skrive til mig derom. Nej, sukker er det ikke muligt for mig at få fat på, en enkelt gang får vi en lille smule udleveret, men det er så lidt, så det ikke er noget at sende…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918