24. juli 1915 – Friedrich Nissen: “… omkring brænder Landsbyerne”

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg blev indkaldt til hæren ved krigens udbrud og deltog i de første måneder i kampene på vestfronten. Her blev han såret, og efter et lazaret ophold kom han i november 1914 til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, som lå på østfronten. I juli 1915 deltog han i forsøget på at omringe de russiske tropper i Polen, i sin dagbog noterede han 24. juli:

Kl. 3 igen paa Benene, derefter hen til Narewfloden. Der er om Natten bleven bygget en Bro (Pontonbro), over den rykker vi henved Kl. 5 Form. og kommer gennem en lille Skov ud paa en Mark, der har vi igen et Holdt. Derefter betræder vi en stor Skov, som skal undersøges. Skoven er næsten Endeløs, vi gaar mange Timer gennem den, den ligger venstre for Pultusk. Russerne har af og til sat sig fast, dog bliver de snart fordrevet eller fanget. Flygtningerne vender nu igen skarevis tilbage, mange af dem er fra Omegenen ved Praßnycz. Vi kommer hen til en Mark ved et Gods, hvor vi lejrer, det er Aften, rundt omkring brænder Landsbyerne igen. Russerne tænder dem naar de maa trække sig tilbage, et kedeligt Folk, os kan de dog ikke skade dermed, vi fører vore Telte med os saa vi har altid Bolig. Flygtningerne fortæller os meget om Russerne, ogsaa at de er løbet hvad de kunde. Vi slaar nu vore Telte op ved en Skov igen. Russerne begynder at skyde igen, dog vil jeg haabe at de ikke forstyrre os i vor Natro. God Nat! Alle derhjemme.

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *