Senest ændret den 17. september 2021 20:28
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen. Han lå i vinteren 1916-1917 i Galicien.
Vi lå et sted, hvor skyttegraven på et par hundrede meters længde gik igennem en dal.
Efter flere dages regnvejr skulle jeg en morgen hente vand til kaffekogning fra en kilde et stykke borte. Jeg gik i vand omtrent til knæene for at hente vand, og da det komiske heri gik op for mig, kunne jeg ikke lade være med at grine ad livets mange mærkværdige
pudsigheder.
Ovre ved russerne, hvis skyttegrav lå endnu lavere end vor, må det have været helt galt. E n dag begyndte de at stikke hovederne op af graven, og da vi ikke skød på dem, varede det ikke længe, før de kom helt frem.
De var vel en 5-600 meter fra os. E n forvoven fyr, der hed Anton, greb sin feltflaske med rom i og gik over mod russerne. Vi var spændt på, hvordan det ville gå. Da russerne så den ensomme vandrer, skilte der sig også et par stykker ud fra dem, og Anton og russerne mødtes på »midten«.
Anton serverede rom og fik til gengæld tobak hos russerne.
Det blev selvfølgelig ikke det eneste møde; de følgende dage var der en livlig trafik, men kun til »midten«. Blandt russerne var der én, der kunne tale tysk, og der blev aftalt visse signaler til brug, når der var ugler i mosen.
Det kunne jo ikke undgås, at ledelsen fik nys om episoden, og det blev omgående på det strengeste forbudt at søge samkvem med fjenden. Møderne på »midten« måtte aflyses, men der gik endnu nogle dage, hvor der var »fred i dalen«.
Der blev ikke vekslet skud, kun artilleriet »gøede« lidt fra begge sider.
Når vi havde ærinde bag ude, benyttede vi ikke mere løbegraven,
men gik »over land«. Men hvor længe var Adam i paradiset?
En dag var det atter min tur til at hente vand, og jeg benyttede selvfølgelig genvejen »over land«.
Jeg havde den dag »tynd mave« og trængte egentlig til at gå på latrinen; men da jeg på min vej skulle igennem et tæt egekrat, ca. 100 meter borte, besluttede jeg at udsætte mit »ærinde«, til jeg nåede krattet.
Jeg var nået knap halvvejen, så suste de russiske MG-kugler mig om ørerne. De slog ned i jorden til alle sider, og jeg må sige, at den russiske skytte havde mig på kornet.
Dog svigtede heldet mig ikke, jeg sprang som en hjort og nåede krattet i god behold.
Men anstrengelsen havde været for meget for min dårlige mave. Mine bukser var ikke så pæne mere – indvendig.
Mine kammerater, der havde fulgt episoden fra skyttegraven, sendte straks en mand gennem løbegraven over til krattet for at se, hvordan et var gået mig. Han fandt mig med bukserne om hælene, og vi fik os en fælles latter, der dog var lidt anstrengt fra min side.
Da jeg kom tilbage til vort opholdsrum, sagde min underofficer til mig : »Det var da godt, at det var dig, der skulle hente vand i dag, – denn Dich hat der Esel ja im Gallopp verloren«, hvilket omskrevet til dansk betyder, at jeg altid var svineheldig.
Sådan endte »freden« for denne gang. De fredelige russere var sikkert i nattens løb blevet afløst og erstattet med nogle mere krigeriske.
For øvrigt blev vort regiment også trukket tilbage. Om fraterniseringen med russerne var skyld heri, skal jeg lade være usagt.