Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden, men i november kom han med en stor safari med ammunition til Logeloge, hvor han fremstillede granater. Med sig havde han sine to tjenere Ramasan og Ali. Men engelske fly var begyndt at bombe.
Jeg havde haft det sjældne Held at skyde en Nilgaas Juleaftensdag, og den havde Ramasan kogt Suppe paa.
Det var ikke nogen opløftende Juleaften, og nu havde jeg Vished for, at den nærmeste Fremtid heller ikke tegnede sig helt godt. En Safari fra Logeloge til Livale var en maanedlang Rejse gennem et usundt og tyndt befolket Land, og Regntiden nærmede sig.
Tung i Sind vandrede jeg hjem til min Hytte og spurgte ind gennem Døren, om Maden snart var færdig, men mod Sædvane fik jeg intet Svar. Forbavset stak jeg Hovedet ind i Hytten og saå Ramasan sidde i det ene Hjørne af Hytten og Ali i det andet. De ligefrem sad paa Lur efter hinanden og skumlede og skulede, saa det var hæsligt at se paa.
Jeg havde i det mindste aldrig set noget lignende og havde heller aldrig set Ramasan med et ophovnet Øje og Rifter og Skrammer i Ansigtet som efter et drabeligt Slagsmaal. Hvad i Himlens Navn var her sket?
De engelske Flyveres Angreb, Udsigterne til en lang Safari gennem Malariasumpe svandt ind til det rene ingenting i Sammenligning med Fjendskabet i min egen Husstand. Noget saadant havde jeg aldrig set før.
— Ramasan, sagde jeg med den strengeste Stemme, jeg kunde opdrive, hvad skal dette her betyde?
Og nu kom den store, alvorlige Neger langsomt luskende hen imod mig med Tilløb til Taarer baade i det raske Øje og i det, der var ophovnet.
— Det er Ali, svarede han med brudt Stemme, han har slaaet mig — med Stegepanden.
Ja, saadan var det. Den laa ogsaa midt paa Gulvet med knækket Haandtag. Ali var ved at trykke sig ud af Væggen af lutter Frygt og Skamfuldhed. Hans Samvittighed var saa sort som Natten.
— Ali — kom herhen — har du slaaet Ramasan med Stegepanden?
Endnu mere tøvende og forsigtig nærmede Ali sig, men da han endelig var kommet helt hen til mig, begyndte hans Selvopholdelsesdrift at gøre sig gældende. Den var meget udviklet i Forvejen, og her fik den frit Løb. Ali talte, og han blev ved at tale.
Det var en Forsvarstale, som jeg aldrig har hørt Magen til. Ordene rullede ud af ham saa hurtigt, at de snublede over hinanden, saa jeg
ikke kunde forstaa mere end Halvdelen, men til sidst fik han da talt sig træt, og nu stod de to Kamphaner og skulede til hinanden med den havarerede Stegepande liggende paa Gulvet imellem sig.
Jeg trak Vejret dybt og samlede mig sammen til at skælde ud. Det lykkedes helt godt, selv om Sproget var fremmed, og jeg blev til sidst helt tilfreds med mig selv og føjede nyt til paa Punkter, som jeg ellers havde bestemt mig til at gaa let hen over.
Det blev den største Tordentale, jeg nogen Sinde har holdt paa Kisuaheli-Sproget, og den sluttede med Ordene:
— Og hvis Maden ikke er færdig, inden der er gaaet ti Minutter, saa skal jeg sørge for, at I bliver straffet begge to — fordi I har ødelagt min Stegepande.
En Stegepande — naar jeg ser saadan en nu, kommer jeg ofte til at tænke paa de to brødebetyngede sorte Ansigter, hvori der ikke fandtes Tvivl om, at de havde gjort sig skyldig i en himmelraabende Forbrydelse. Saa føler jeg Trang til at gaa hen og sige til dem noget helt andet, end jeg sagde den Dag — at den usle Stegepande jo slet ikke betød noget og var for intet at regne i Sammenligning med deres trofaste Sind og redebonne Tjenervillie.
Men dengang var Talen paa sin Plads, og da den var færdig, forlod jeg Hytten i officiel Vrede, men i Virkeligheden paa Nippet til at le over denne komiske Hændelse, at den lille Ali havde overfaldet den store og alvorlige Ramasan. Og inden der var gaaet ti Minutter, stod Maden paa Bordet.
Det var den eneste Gang, jeg saa Ali og Ramasan som Uvenner, men selvfølgelig havde de nu og da deres Opgør, som jeg blot ikke saa noget til.
Jeg er af den Mening, at Ali som alle Drenge holdt af at drille, og at Ramasan var meget let at saare. Men uadskillelige var de dog alligevel.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)