Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I september 1918 befandt han sig i Frankrig

De følgende dage livlig artilleriild fra begge sider, især den 24. satte englænderne ind med trommeild fra morgenstunden af. Henved kl. 7 telefonerede de fra observationsstedet, at officerstedfortræderen Trympelmann var hårdt såret. Sygebærer Thron og jeg drog så af sted for at hente ham. Da han ikke kunne gå.

Det var 2 ½ km foran stillingen, og vi måtte over fri mark, især det sidste stykke blev stadig beskudt. Vi fik ham lykkelig på båren og slap over det værste stykke, som vi lige passeret, blot 2 minutter senere og vi havde fået hele jernhagelen, nu kunne vi dække os lidt i en gammel grav, til det var blevet roligere. Vi slap godt ud til vejen, hvor en sygebil ventede, som vi havde bestilt. Trympelmann var sluppen forholdsvis godt, han var såret ved venstre side af hovedet og havde tre sprængstykker i venstre lår.

Englændererne greb an, og de kom også fremad. Vicefeldwebel Wiere, som holdt forbindelsen ved lige med kamptroppekommandøren fra det 263. infanteriregiment, faldt sammen med kanonér Haupler i engelsk fangenskab, den sidste var hårdtsåret ved skud i underlivet. De havde opholdt sig i en understand, som blev beskudt med maskingeværer, herved kom en del lyskugler i brand, og de fleste af mandskabet fik brandsår. Englænderne tog dem alle med, hvorefter de igen trak sig tilbage.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)