Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Rusland, tirsdag d. 23. oktober 1917

… Jo, det var nogle slemme ture, når vi skulle ud med maden. For det var også et farligt arbejde, idet englænderne holdt vejene ud til stillingen under ild; men vi kom dog godt igennem hver gang. Det så ellers forfærdeligt ud på vejene. Somme steder var granaterne slåede ned på vejene og havde lavet nogle vældige huller så store som kulen ude i den lille mark, hvor fårene gik, og så lå der ituskudte vogne, døde heste og desværre også mennesker. Mange steder lugtede det så fælt, for hestene blev ikke begravede eller i det mindste ikke tilstrækkeligt. Og skoven, du skulle bare se, hvordan den så ud. Mange af træerne lå knækkede og oprevne med rod, for ikke at tale om de batterier, som havde fået fuldtræffere. Ja, hvem der ikke har set det, kan ingen forestilling gøre sig om, hvordan det ser ud. Længere ude ved fronten var der det ene granathul ved siden af det andet. Så ødelagt er jorden, så den er fuldstændig værdiløs. Derude i disse huller sidder soldaterne så og afventer, hvad der vil komme. Officererne boede i nogle små cementhuler, men de var heller ikke bombesikre. Hvis der slog en granat ned på en sådan, så var beboerne ødelagt, og det skete ofte

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.