Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten.

Der gik nogle dage. Så en dag fik vi en ny kammerat tildelt.

Jeg blev vel nok slemt forundret, da jeg så, hvem det var. Det var
min kammerat, som lå ved siden af mig, da vi måtte løbe tilbage
den 4. september (1916), han, som jeg bestemt troede, var død.

Han var nu meget tunghør. Jeg fortalte ham, hvordan det hele var foregået.

Han vidste kun, at han intet kunne høre, og han var ikke klar over, hvorledes han var kommet tilbage. Jeg forstår det ikke, og det bliver vel nok heller aldrig opklaret. Det eneste, jeg kan tænke mig, er, at russerne slet ikke er gået frem den aften, der hvor vi gik tilbage, og at der er gået en anden tysk afdeling frem fra en anden side, som så har fundet ham dér.

Som sagt før, fik vi meget lidt at vide om slagets gang. Kun der, hvor vi selv var, kunne vi se, hvad der foregik. Fra oven blev der altid trøstet med, at tabene var små, hvad de nu ikke altid var.

Det var de russiske kernetropper, vi stod over for: Kaukasiske kosakker, og de var ikke altid til at spøge med. Det, at komme i fangeskab hos dem, var nok det værste, der kunne ske.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.